Siden 2016 har juicefabrikken SeiMei produceret økologiske drikke under navnet WiSH, men nu har fabrikken pakket sin sidste ordre. Det stod klart til formiddag, da fabrikken blev begæret konkurs.
SeiMei har tolv medarbejdere og drives af Allan og Mette Feldt, som ejer 61 procent af virksomheden. De resterende procenter ejes af partneren SPG International. Det er SPG International, der har begæret virksomheden konkurs.
- De seneste mange måneder med pandemi, nedlukning, genåbning, omstilling til håndsprit, tilbage igen, og en strategi hvor vi skulle i gang med detailhandlen i stedet for hoteller og restauranter, har været hård for os, og har kostet likviditet, siger Allan Feldt, der driver SeiMei og står for salg, eksport og marketing i virksomheden.
Forhåbentligt købes det hele af en ny ejer, der skal beslutte, hvad der skal ske fremadrettet
Virksomhedens ansatte er blevet opsagt og sendt hjem, og alle aktiver i virksomheden er sat til salg.
- Forhåbentligt købes det hele af en ny ejer, der skal beslutte, hvad der skal ske fremadrettet. Jeg deltager gerne i en ny konstellation, men jeg ved endnu ikke, om en ny ejer ønsker det, siger Allan Feldt.
Samfundsmæssigt ansvar
SeiMei er en CSR-virksomhed, hvilket vil sige, at virksomheden tager et samfundsmæssigt ansvar. Det gør de blandt andet ved at donere penge til velgørenhed, hver gang de sælger et produkt, ved udelukkende at benytte økologiske råvarer og investerer i bæredygtig energi.
Under coronapandemien omlagde SeiMei deres juiceproduktion til håndsprit for at imødekomme manglen på hånddesinfektion, da coronakrisen var på sit højeste i marts og april måned 2020. Beslutningen om at lave håndsprit skete ud fra et ønske om at udvise samfundssind og redde virksomheden, har Feldt-parret tidligere fortalt til TV2 ØST.
Men trods de gode intentioner, modtog virksomheden påbud om at trække alle flaskerne med håndsprit tilbage fra butikkerne. Miljøstyrelsens kemikalieinspektionen mente, at håndsprittens emballage kunne forveksles med virksomhedens juice og smoothies.
Efterfølgende blev påbuddet trukket tilbage.
- Det har virkelig været en hård tid, men vi føler stor taknemmelighed over at have investeret hele vores opsparing i danske arbejdspladser, skabt kvalitetsprodukter og givet donationer til gode projekter. Det føles som en værdig måde at have brugt sin tid og penge på, afslutter Allan Feldt.