Ravnsborg Håndboldklub i Horslunde har oprettet sit eget hold for børn med særlige behov og udviklingshandicap. Det gælder for eksempel børn, der ikke har den samme motorik som deres jævnaldrende.
- Vi kaster til hinanden, og vi kaster på mål. Så bliver man glad, siger Valdemar Andersen, der spiller på holdet.
Det er under et år siden, at holdet blev oprettet, og siden da er dribleglade børn med særlige behov strømmet til.
Trænerne på holdet er ægteparret Martin og Karina Andersen. De er forældre til Valdemar Andersen, som er født med hjerneskade.
- Han startede til håndbold, men så var der ikke plads til ham på de almindelige hold. Så en dag kom fruen og sagde, at der var noget, der hed LykkeLiga, fortæller Martin Andersen.
Verdens lykkeligste håndboldliga
Det er netop håndboldligaen LykkeLiga, der er baggrunden for, at holdet i Horslunde er blevet en realitet.
LykkeLiga er et positivt nationalt fællesskab for børn med udviklingshandicap. Det første hold blev etableret i 2016 af den tidligere professionelle håndboldspiller Rikke Nielsen, og siden da er ligaen vokset sig stor og tæller nu 60 hold med rundt regnet 900 spillere fra hele landet.
I vores region findes der også LykkeLiga-hold i Nykøbing Falster, Vordingborg og Ringsted.
Artiklen fortsætter under billedet.
Møder børnene i øjenhøjde
På holdene i LykkeLiga er der fokus på at møde de enkelte børns behov, og det er også missionen i Horslunde.
- De kan ikke rigtigt følge med. De har jo særlige behov. Nogen af dem har også behov for, at man er én til én, og så er vi det, fortæller Karina Andersen, træner på holdet i Horslunde.
Og den tilgang er populær. Lige nu er der 15 børn tilmeldt holdet, og det betyder, at de er nok spillere til, at de kan spille med to mål.
- Det var måske ønsketænkning, men så længe man har en masse glade børn og nogle forældre, der bakker op, så kan alt lade sig gøre, siger Martin Andersen.
Børnene på holdet i Horslunde er i hvert fald glade for at have fået deres eget hold, hvor de kan følge med.
- Jeg synes, det er dejligt, og man bliver stærk af det, siger Billy Jørgensen.