Lollands borgmester skuffet over milliontilskud

Det ærgrer Lollands borgmester Stig Vestergaard (S), at økonomi- og indenrigsminsteriet kun har afsat 4 millioner kroner til kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Økonomi- og indenrigsministeriet uddelte fredag lige under 1 milliard kroner til 55 kommuner. Kommunerne her i regionen får tilsammen 88,2 millioner kroner - heraf går de 4 millioner kroner til Lolland Kommune, hvor borgmester Stig Vestergaard (S) ærgrer sig over beløbets størrelse.

- Jeg må sige, at jeg er skuffet. Vi havde forventet væsentligt mere og håbet på det dobbelte. Sammen med Ishøj er vi den kommune i landet med det højeste sociale indeks, og jeg synes ikke, det er rimeligt, at os med flest sociale udgifter ikke får mere, siger han til TV2 ØST.

Må tage af kommunekassen

Pengene fra ministeriet kommer fra 3 puljer. De 2 af puljerne er målrettet kommuner med økonomiske udfordringer, mens den sidste er målrettet kommuner, der ønsker at yde en særlig indsats over for sociale problemer i kvarterer eller områder af kommunen, hvor der er en overrepræsentation af socialt udsatte borgere, kriminelle borgere eller borgere uden for arbejdsmarkedet.

Med et beløb på halvdelen af det forventede må Lolland Kommune nu grave i kommunekassen.

- Vi havde budgetseminar i går torsdag, og vi kan se, at det er nødvendigt at tage af kommunekassen. Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg så hellere, at vi brugte kassebeholdningen på at udvikle kommunen med i stedet for at bruge pengene på drift, siger han.

47 millioner kroner itl udvikling

Lolland Kommune er dog med i en 4-årig udviklingsaftale, som udløber i 2014.

Her er der sat 47 millioner kroner af til Lolland næste år. Pengene herfra går blandt andet til at få kommunen i god balance og opbygge en god kassebeholdning, lyder det fra borgmesteren.

Herunder kan du se, hvor meget de øvrige kommuner her i regionen får tildelt af økonomi- og indenrigsministeriet:

 


Nyhedsoverblik