Lolland mister hver tiende

Ifølge tal fra Danmarks Statistik, så vil 10 procent af indbyggerne i Lolland Kommune være forsvundet i 2025.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 35 af landets kommuner er folketallet faldende frem mod 2025. Det selvom tallet på landsplan forventes at stige.

En af de kommuner, hvor det går i den forkerte retning, er Lolland. Her forventes 10,1 procent af indbyggerne at være forsvundet, når vi rammer 2025. Lolland Kommune bliver kun "slået" af Læsø Kommune i befolkningsnedgang, hvor der forventes 11,8 procent færre indbyggere.

I vores region er den næste i rækken af kommuner, hvor flest folk forsvinder, Guldborgsund. Her vil befolkningstallet efter prognoserne være faldet med 4 procent. Herefter følger Vordingborg med et fald på 2,8 procent og Kalundborg med 2,6 procent.

I den anden ende af tabellen over kommuner, der modsat set forventes at have en befolkningsstigning, ligger Ringsted øverst af kommuner her fra regionen. Ringsted forventes at få en tilgang på 3,1 procent flere indbyggere. 

Ikke overraskende samler folk sig i storbyerne, og det er i Københavnsområdet, at folketallet stiger mest, nemlig med 17 procent.

Tidligere tal fra Danmarks Statistik og Eurostat har påvist samme urbanisering, der sker i stigende omfang. I de tætbefolkede storbyområder er tilvæksten så stor, at Danmark er et af de lande i EU, som forholdsmæssigt har oplevet den største bevægelse fra land til by.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik