Lolland Kommune varsler massive besparelser: Lokalsamfund frygter skolelukninger

Lolland Kommune har varslet massive besparelser på skoleområdet. Skolelukninger vil medføre færre beboere og mindre foreningsliv, mener formænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland Kommune har varslet massive besparelser på skoleområdet, og administrationen har udarbejdet et sparekatalog med en række forslag til hvilke områder, hvor kommunalbestyrelsen kan vælge at spare. 

I et sparekatalog, som kommunens administration har sendt til Børne- og Skoleudvalget, foreslår administrationen besparelser på over 51 millioner kroner i perioden 2023 til 2026, hvis alle forslag bliver gennemført.

I kataloget, som du kan læse her, er der forslag til besparelser på alle områder. Men de helt store besparelser findes primært ved skolelukninger.

Horslunde Skole - Skoler og haller lukket
Læs også
Millionbesparelser på børneområdet i Lolland Kommune - skoler risikerer at lukke
Horslunde Skole - Skoler og haller lukket
Læs også
Millionbesparelser på børneområdet i Lolland Kommune - skoler risikerer at lukke

Nedlæggelse af Holeby og Horslunde Landsbyordning er med i kommunens overvejelser, da  kommunen mener, at det vil koste for meget at renovere skolerne. Men det er man helt uenig i i lokalsamfundene.

-Politikerne bør være bedre til at tale tingene op - og ikke ned, siger Erhardt Tonnesen, formand for Borgerforeningen Holeby og Omegn. (Foto: Frederik Hagedorn TV2 ØST)
-Politikerne bør være bedre til at tale tingene op - og ikke ned, siger Erhardt Tonnesen, formand for Borgerforeningen Holeby og Omegn. (Foto: Frederik Hagedorn TV2 ØST)

- I Aalborg Kommune har man renoveret syv skoler for 68 mio. kroner - så jeg kan ikke forstå udregningerne. Det kunne være interessant at få Teknologisk Institut til at lave en vurdering af de reelle udgifter til en renovering, siger formanden for Borgerforeningen Holeby og Omegn, Erhardt Tonnesen.

Først fabrikken - nu skolen

Holeby er i forvejen hårdt ramt, da byens store virksomhed, Man Energy Solutions i april i år fortalte, at de lukker fabrikken. Lukningen betød, at 154 arbejdspladser forsvandt. Nu står skolen så for skud. Og hvis den også forsvinder, så kan det i værste tilfælde betyde døden for lokalsamfundet.

Læs også
Den store fabrik satte præg på Lolland - nu forsvinder den
Læs også
Den store fabrik satte præg på Lolland - nu forsvinder den

- Det er en katastrofe for vores lokalsamfund, hvis man lukker skolen. Vi er inde i en positiv udvikling lige nu, da der er stigende elevtal - og vi kan se, at 18 børn starter i første klasse i år, siger formanden.

Han mener, at kommunen - og politikerne - taler lokalsamfundene ned.

- Når man hele tiden taler om skolelukninger og besparelser i lokalområderne, så ønsker ingen unge jo at flytte på landet. Politikerne bør italesætte livet på landet meget mere positivt - for der er - og der sker - mange positive ting her. Hvad med at tale om gode forhold, plads, små klasser - mere opmærksomhed og nærvær, som mange familier søger i stedet for. Det tror jeg, vil gøre en stor forskel, siger Erhardt Tonnesen.

Se på hele skolestrukturen

I Horslunde Landsbyordning står man også overfor en potentiel lukning af skolen. Og det ærgrer formand i Fællesbestyrelsen Horslunde, Leif Utermöhl.

- Politikerne bør komme op i helikopterperspektiv og se på helheden og børnenes trivsel, mener formand i Fællesbestyrelsen Horslunde, Leif Utermöhl. (Foto: Frederik Hagedorn, TV2 ØST)
- Politikerne bør komme op i helikopterperspektiv og se på helheden og børnenes trivsel, mener formand i Fællesbestyrelsen Horslunde, Leif Utermöhl. (Foto: Frederik Hagedorn, TV2 ØST)

- Vi har de sidste år gjort meget for at gøre skolen moderne, pæn og indbydende. Vi har smart-boards, 3D printere, stort og lyst skolebibliotek, ny madbod - alt er malet og gjort i stand, så det ærgrer mig, at kommunen måske lukker skolen, siger Leif Utermöhl.

Formanden mener, at politikerne bør se på hele skolestrukturen på Lolland i stedet for at udpege nogle skoler, som på papiret bliver dyre at renovere.

-  Jeg forstår faktisk ikke kommunens sparekatalog. Ja, der er en række ting, som skal forbedres på skolen, men den er bestemt ikke faldefærdig. Tvært imod så oplever folk udefra den som meget moderne og pæn. Jeg tror, at politikerne bør komme op i helikopterperspektiv og se på hele Lolland. Måske er det bedre at renovere en velfungerende skole, end at bygge en ny, der skal huse to skoler? Og man skal også huske at se på børnenes trivsel.

Inviterer til dialog

Leif Utermöhl vil meget gerne være med til at skabe en dialog med politikerne om fremtidens skole på Lolland.

- Nu afholder vi borgermøde i forbindelse med skolens sommerfest. Vi vil gerne have en hyggelig dialog med politikerne, hvor de kan komme - få en grillet pølse og en sodavand - og ved selvsyn se vores skole. Dernæst vil jeg også gerne selv være med til at gå ind i en dialog og undersøge mulighederne for skolerne i fremtiden. For vi må også erkende, at der skal spares, hvis tingene skal løbe rundt. Spørgsmålet er bare hvor, og om det er de rigtige steder, kommunen har fokus på, siger Leif Utermöhl.  



Nyhedsoverblik