Lolland Kommune har landets højeste smitte - særligt én aldersgruppe er ramt

Coronasmitten har stadig godt fat i Lolland Kommune. Kommunen er nu det sted i landet med flest smittede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland Kommune er rykket fra en andenplads mandag til en førsteplads tirsdag - og det er ikke af den sjove slags.

Den seneste opgørelse af smittetilfælde af corona fra Statens Serum Institut viser, at Lolland Kommune med 107 smittetilfælde de seneste syv dage og et incidenstal på 266,7 nu har landets højeste coronasmitte. 

Incidenstallet er et tal for, hvor mange borgere, der er konstateret smittet i de seneste syv døgn per 100.000 indbyggere.

Mandag havde Brøndby Kommune flere tilfælde af coronasmitte end Lolland i forhold til indbyggertal. 

Men i Brøndby er antallet af tilfælde i dag faldet så meget, at kommunens incidenstal ender på 265,6. Altså lavere end Lolland Kommunes, som derfor skubbes op på listens top.

Mandag lød Lolland Kommunens incidenstal på 269,2, så egentlig er smitten også faldet her det seneste døgn, men altså ikke nok til at sende kommunen ned ad Statens Serum Instituts coronaliste.

Så mange smittede er der i regionens kommuner

Lolland Kommune (nummer 1 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 107
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 266,7

Vordingborg Kommune (nummer 21 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 48
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 106,1

Odsherred Kommune (nummer 23 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 34
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 103,3

Kalundborg Kommune (nummer 43 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 30
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 62,1

Guldborgsund Kommune (nummer 56 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 30
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 49,8

Sorø Kommune (nummer 63 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 12
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 40,0

Næstved Kommune (nummer 66 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 31
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 37,2

Ringsted Kommune (nummer 67 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 13
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 37,1

Holbæk Kommune (nummer 74 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 23
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 31,7

Slagelse Kommune (nummer 77 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 23
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 29,0

Stevns Kommune (nummer 79 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 6
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 25,8

Faxe Kommune (nummer 92 i Danmark)
Tilfælde de seneste syv dage: 5
Incidens (tilfælde per 100.000 borgere): 13,5

Kilde: Statens Serum Institut

Mistænker festival for at være smittespreder

Det er de seneste dage, at smitten er steget i Lolland Kommune, og kommunen selv mistænker, at årsagen til det høje smittetal er en musikfestival, der blev holdt i Nakskov for 14 dage siden.

- Der var Kopifestival (heavy metal musikfestival, red.) ude i Nakskov for 14 dage siden, og den kan man roligt sige har bidraget til, at covid-19-smittetallet er steget med raketfart. Det er det, vi hører fra Styrelsen for Patientsikkerhed, sagde ældre- og sundhedschef i Lolland Kommune, Søren Wollesen til TV2 ØST mandag.

Ifølge Søren Wollesen er der en direkte sammenhæng mellem Kopifestivalen og smittetilfældene. Det er nemlig den aldersgruppe, der er smittet og den primære målgruppe for festivalen.

Det er aldersgruppen 40-64 år, og det er den gruppe i kommunen med langt flest smittetilfælde. Af de 107 smittetilfælde de seneste syv dage er 43 af dem hos netop den aldersgruppe.

Festivalgæster bør få en test

Festivalen er også selv opmærksom på kommunens høje smitte. Allerede mandag var den ude at opfordre alle deltagere til at lade sig teste, efter de er blevet kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

På arrangementets Facebookside skrev arrangørerne bag således: "Vi kan kun opfordre til, at alle, uanset vaccinestatus, bliver testet hurtigst muligt og gerne flere gange om ugen i den kommende tid."

Kommunens ældre- og sundhedschef tilsluttede sig den opfordring:

- Man kan stadig blive smittet og være smittebærer og dermed give smitten videre. Så det er de opfordringer vi har været ude med, lød meldingen fra ham til TV2 ØST.

Kommunen har på grund af de høje smittetal valgt at udskyde nogle af de kommende ugers arrangementer. 

Blandt andet skulle kommunen have holdt en arbejdsmiljø-temadag med 350 medarbejdere.

- Det går jo ikke. Vi er jo den største arbejdsplads i kommunen, så vi kan hurtig sprede smitten. Nu har vi sat det hele i bero. Så ser vi, hvordan det udvikler sig henover den næste uge, siger Søren Wollesen. 


Nyhedsoverblik