Bådfører David Rasmussen og to kolleger, der arbejder i Rødbyhavn, var natten til lørdag blandt de første på ulykkesstedet efter den litauiske færge Lisco Gloria brød i brand. De reddede 19 passagerer fra en redningsbåd.
- Nogle havde nattøj på, andre havde bare tæer, cowboybukser og en t-shirt. Man kunne se, at det var gået virkelig, virkelig hurtigt, fortæller David Rasmussen, bådfører hos Dansk Offshore Transport.
Situationen var kaotisk, da passagererne skulle fra rednindsbåden.
- Folk begynder at kravle hen over hinanden. Der er virkelig panik. Og de sidste tre mennesker må man nærmest skælde ud for at komme i kontakt med dem og få dem op i vores båd, siger David Rasmussen.
Den voldsomme oplevelse har sat sine spor på bådføreren. Selvom han var usædvanlig træt efter nattens redningsaktion, kunne han ikke sove.
- Så kom hele filmen tilbage igen. Jeg så ansigterne for mig, og skibet der brændte. Først dér kom reaktionen, siger David Rasmussen.