Litauiske cykeltyve sendt direkte bag tremmer

To litauiske cykeltyve blev fredag anholdt i Rødbyhavn med stjålne cykler for flere hundredetusind kroner i bilerne. De er nu begge varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To cykeltyve fra Litauen blev fredag anholdt ved Rødbyhavn, da de forsøgte at komme ud af Danmark med bilerne proppet med stjålne cykler.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Begge mænd blev lørdag varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

De to mænd blev anholdt henholdsvis klokken 10.45 og klokken 17.08 som led i en koordineret aktion mellem politikredsens Udlændingekontrolafdeling og den tilsvarende afdeling hos kollegerne i Syd- og Sønderjyllands Politi.

De to mænd var 31 og 43 år gamle.

I deres biler gemte de særdeles dyre designercykler til en værdi af flere hundredetusind kroner.

Cyklerne var skilt ad, og var pakket, så der var plads til flest muligt i bilerne.