¨

Lækket rapport: Scandlines risikerer lukning

Arkivbillede. Foto: TV ØST

En lækket rapport har fået direktøren for Scandlines op i det røde felt. Ifølge flere tyske medier har transportministeriet forudsagt Scandlines’ død, når Femernforbindelsen åbner.

Rapporten burde aldrig have nået medierne. Alligevel har flere tyske medier rapporteret om indholdet af en intern rapport udarbejdet i Transportministeriet.  Det skriver Jyllands-Posten.

I rapporten, der er udarbejdet af revisionshuset KPMG, står nemlig, at Scandlines må lukke i 2026 grundet manglende overskud, når Femernforbindelsen står klar.

Den administrerende direktør for Scandlines, Søren Poulsgaard Jensen, siger til avisen, at han undrer sig meget over sagen og derfor også har taget kontakt til Transportministeriet for at få klarlagt forløbet.

- Ministeriet lægger navn til en dødsdom over en privatejet virksomhed, der ikke kan udskrive skat, men skal søge sin finansiering i banker. I tilgift stemples dommen med en såkaldt uafhængig analyse fra et af de store revisionshuse, hvorefter rapporten ad ukendte stier slipper ud til pressen, siger han til avisen.

Konklusion: Rødbyhavn-Puttgarden lukker

Hovedkonklusionen i rapporten er blandt andet, at Scandlines efter åbningen af Femernforbindelse vil blive en tabsgivende forretning, og at det på den baggrund må antages, at ejerne vil indstille overfarten mellem Rødbyhavn-Puttgarden.

- Det er helt uhørt, at et ministerium på den måde nærer en selvopfyldende profeti om en privat virksomheds overlevelse ved at vanskeliggøre almindelige finansieringsforhold for virksomheden, siger han til Jyllands-Posten. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App