Kvinde satte ild til eget hus - nu er hun sigtet

En kvinde er blevet sigtet for brandstiftelse, efter hun har erkendt at have sat ild til sit eget hus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kort før midnat onsdag aften udbrød der brand i et hus på Højagervej i Utterslev på Lolland.

- Vi bliver tilkaldt lige før midnat, fordi der er brand i et hus. Da vi kommer derud, sidder der så en kvinde ude foran. Hun erkender at have sat ild til huset, fortæller Bo von Würden, der er leder af Lokal Efterforskning i Nykøbing Falster ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Efterfølgende blev den 49-årige kvinde anholdt og sigtet for forsættelig brandstiftelse. Hun blev fremstillet i grundlovsforhør fra klokken 13.00.

- Jeg forventer, at hun bliver varetægtsfængslet, og så skal vi have undersøgt stedet med brandteknikere de kommende dage, siger Bo von Würden.

Anden gang, der er ild i huset

Ifølge Folketidende, er det ikke første gang, der er ild i huset. Den 9. april skulle der også have været en påsat brand i huset. Her blev en mand sigtet for branden. 

Den mand skal angiveligt være den samme som er registreret på selvsamme adresse. Han var ved onsdagens brand indlagt på hospitalet og derfor ikke tilstede ved branden.

Sagen fra april er stadig i gang, skriver Folketidende.

Kvinden, der bor i huset, har selv erkendt at have sat ild til huset.
Kvinden, der bor i huset, har selv erkendt at have sat ild til huset. Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto