¨

25-årig kvinde dræbt i trafikuheld - mand fløjet til Rigshospitalet

Endnu er det dog for tidligt at fastslå, hvordan ulykken er sket. Foto: Lars Dalsig

Et voldsomt trafikuheld har fredag eftermiddag kostet en 25-årig kvinde livet.

En 25-årig kvinde har fredag eftermiddag mistet livet efter et voldsomt trafikuheld på Lolland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ved ulykken er den 25-årige kvinde og en mandlig bilist kørt frontalt sammen på Maribovej ved Vesterborg på det vestlige Lolland. På billeder ses, hvordan den mandlige bilists bil også har pådraget sig alvorlige skader.

Der er tale om en 48-årig mand fra Vestlolland, og han er fløjet til Rigshospitalet. Vagtchef Stephan Jensen oplyser fredag aften, at manden har pådraget sig livstruende kvæstelser ved ulykken og er i kritisk tilstand.

Vagtchefen oplyser også, at der ikke er andre tilskadekomne ved den voldsomme ulykke. Endnu er det dog for tidligt at fastslå, hvordan ulykken er sket.

- Det ved vi ikke endnu. Der er en bilinspektør på stedet, som snart er færdig med sine undersøgelser. Han vil kunne fastslå hastighed, placering og så videre i uheldsøjeblikket, siger vagtchef Stephan Jensen, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Første meldingen om ulykken kom klokken 13.16, og rute 9 var spærret efter ulykken. Efter omkørsel er vejen nu genåbnet.

De pårørende til den 25-årige kvinde er underrettet.

Opdatering:

Artiklen er opdateret med oplysninger om den 48-årige mands tilstand.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App