Kup på Lolland

Det bliver alligevel ikke den konservative Marie Louise Friderichsen, der bliver borgmester i Lolland Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Marie Louise Friderichsen strålede af lykke natten mellem tirsdag og onsdag, da hun kunne meddele, at hun blev Lollands nye borgmester ved hjælp af mandater fra SF, Socialdemokratiet og Lokallisten Lolland.  Venstres Henrik Høegh var til gengæld dybt skuffet over, at han ikke kunne bruge sin valgsejr til noget.

Nu er situationen fuldstændig forandret.

Det er nemlig lykkedes Venstre og Dansk Folkeparti at få Socialdemokratiet til at skifte side og de tre partier peger på Socialdemokraternes spidskandidat Holger Schou Rasmussen som ny borgmester i stedet for Marie Louise Friderichsen.

Med den nye aftale er der 22 ud af 31 mandater bag Holger Schou Rasmussen (S) som ny borgmester, og De Konservative har nu kastet håndklædet i ringen i kampen om borgmesterposten.

- Vi har talt vores muligheder igennem, og vi kunne pege på Henrik Høegh. Men det gør vi ikke.

- Jeg har diskuteret det med min gruppe, og vi er enige om, at nogen er nødt til at opføre sig ordentligt. Henrik Høegh har også bundet sig op på Dansk Folkeparti, og vores politik er meget forskellig, så det vil vi ikke binde os op på, siger Marie Louise Friderichsen til Ritzau.

Marie Louise Friderichsen er ikke overraskende dybt skuffet.

-  Sådan kan politik være. Men jeg er dybt skuffet også på Lollands vegne, siger hun.

Socialdemokraterne har også i dag borgmesterposten på Lolland. Den nuværende borgmester, Stig Vestergaard (S), genopstillede ikke.


Nyhedsoverblik