Kongesnog på fri 'fod' i Søllested

Under et gravearbejde i Søllested på Lolland blev der mandag fundet en kongesnog, men den slap ud igen, efter at den ellers var blevet fanget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Borgere i Søllested kan risikere at støde på en lidt særpræget snog. Mandag fandt en mand en kongesnog, da han var ved at grave ved noget vejarbejde på Frisenlundvej.

Snogen blev fanget og puttet i en kasse, men da Falck skulle hente den, og fragte snogen til Krokodille Zoo i Eskilstrup, slap snogen ud og stak af.

Ufarlig snog

Snogen er 50-70 centimeter lang, omkring 4-5 centimeter tyk, og så har den nogle gule og orange ringe.

- Det er ikke bare en almindelig snog, der findes naturligt ude i naturen. Den er stukket af fra nogen, eller nogen har lukket den ud, fordi de ikke ville have den mere. Den er i hvert fald ikke efterlyst, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

René Hedegaard fra Krokodille Zoo siger til TV2 ØST, at kongesnogen er 100 procent ufarlig, og at de gerne hjælper med at indfange den, hvis det bliver aktuelt.

Hvis du ser snogen, kan politiet kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik