Højt oppe mellem trekronerne udspiller et ørneliv sig for åben skærm, mens flere tusinde seere dagligt følger med. Dansk Ornitologisk Forening har placeret to Gro-Pro Kameraer i en ørneredde i et fuglereservat ved Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.
Det er tredje år i træk, at man kan få lov til at følge havørneparrets liv på direkte TV fra parring til ungerne er flyvefærdige. Sidste år fulgte 225.000 tilskuere trofast med i livets gang i ørnereden, der er bygget 17 meter over jorden.
Unge fans
Og de optagelser er de glade for på Pedersborg Skol i Sorø. Her følger 2. klasse dagligt de kendte ørnes gøren og laden.
- Sidste år måtte vi faktisk sætte restriktioner på, så vi kun måtte se det én gang om dagen, fortæller Abelone Bergløv, der er lærer for 2. klasses-eleverne på Pedersborg Skole.
- Jeg ville jo aldrig kunne kravle 17 meter op i luften og kigge ned i en rede, hvis ikke der var den her mulighed, pointerer hun.
Hos børnene er den daglige tur i ørnereden en stor oplevelse.
- Så kan man lære om fuglene, og hvad de kan. Jeg glæder mig til at se, hvordan de flyver, og hvordan de passer børnene, slår Oliver Thomsen fast. Han går i 2. klasse på Pedersborg Skole.
Du kan selv finde din vej til ørnereden ved at følge dette link.