Kofoedsminde: Ansatte og indsatte afhøres om forgiftning

Lokalpolitiet i Nakskov efterforsker sagen om forgiftning af en medarbejder på en sikret institution på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en kop kaffe med mælk i, der gjorde, at en kvindelig ansat på den sikrede institution, Kofoedsminde i Rødbyhavn måtte på sygehuset med rødmen i munden torsdag i sidste uge.

Resten af mælken er nu sendt til undersøgelse for at finde ud af, hvad det var, der var puttet i.

Flere havde adgang til mælken

Imens afhører Lokalpolitiet i Nakskov dem, der havde adgang til det køleskab, mælken stod i.

- Mælken stod i et fælleskøleskab på en afdeling med 5 indsatte. Både de og det personale, der arbejder på afdelingen har adgang til køleskabet, fortæller Casper Andersen, vicepolitikommissær hos Lokalpolitiet i Nakskov.

Læs også: Ansat forgiftet på sikret institution

Kofoedsminde huser kriminelle udviklingshæmmede med en dom, men Casper Andersen er ikke klar over, hvor alvorlig kriminalitet de indsatte på den pågældende afdeling har begået.

- Vi undrer os selvfølgelig over, hvem den her forgiftede mælk var tiltænkt. Om den var tiltænkt den kvindelige ansatte, eller om det var meningen, det var en anden, man ville forgifte. Det kan jo være tilfældigt, at det lige var hende, det gik ud over,  siger vicepolitikommissæren.

Den pågældende medarbejder kom ifølge Casper Andersen ikke noget alvorligt til og er tilbage på arbejde igen.


Nyhedsoverblik