Kendt ørn døde pludseligt – nu ved myndighederne hvorfor

Den unge, lollandske havørn Kim døde pludseligt. Nu har prøver vist, at fuglen var smittet med en frygtet sygdom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var sygdom, og ikke gift, der tog livet af den i fuglekredse meget kendte havørn Kim, der i november blev fundet død på jorden under et træ, hvor ørnene ofte overnatter.

Det viser prøver foretaget på DTU’s Center for Diagnostik, som torsdag bliver offentliggjort.

Undersøgelserne viser, at hun-ørnen omkom af den frygtede fugleinfluenza H5N8, der netop nu hærger Danmark.

Kim kom ud af sit æg i foråret i en havørnerede i Saksfjed-Hyllekrog på Lolland, og blev allerede før da fulgt af rullende webcameraer opstillet af Dansk Ornitologisk Forenings Ørne-TV.

Fulgt med GPS

Det er da også en ærgerlig hovedmand bag Ørne-TV, der står tilbage efter hændelsen.

- Det er selvfølgelig smadderærgerligt. Men jeg er samtidig lettet over, at det var fugleinfluenza og ’naturens gang’, der tog livet af den. I lyset af efterårets giftsager havde jeg en lille frygt for, at det kunne være en kriminel ugerning. Det havde været svært at bære, men det var det heldigvis ikke, siger Kim Skelmose i en pressemeddelelse.

Ørnen var mærket med en GPS-sender, og det tog derfor ikke lang tid for ornitologerne at fastslå, at der var noget galt - ligesom det ikke tog lang tid at finde den døde fugl, der straks blev sendt til undersøgelse.

Året 2020 har været hårdt for de danske havørne, der samtidig har været ramt af flere forgiftningssager.

Således er mindst fire havørne dette efterår døde efter at have spist forgiftet mad.



Nyhedsoverblik