Institution skjuler voldssager

Mere kritik af institutionen Løjetvej på Lolland. MetroXpress skriver, at institutionen gentagne gange har hemmeligholdt sager om vold og anden kriminalitet begået af de unge. Socialpædagogernes landsformand er rystet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om personalet har pligt til at anmelde lovovertrædelser begået af de unge, er blandt andet to alvorlige voldssager aldrig blevet meldt til politiet, skriver metroXpress torsdag.

- Det var den øverste ledelse, der suverænt besluttede, at det skulle dysses ned. Forklaringen var, at vi ikke skulle ødelægge drengenes positive udvikling, men jeg er sikker på, det i virkeligheden handlede om institutions ry og økonomi. Man kan jo spørge sig selv, hvor positiv udviklingen er, når den unge går ud og overfalder et uskyldigt menneske, siger Johnny Alstrup, der indtil for et år siden var ansat som en af fire menige medarbejdere i Projekthuset Løjetvej.

Slået med hæftemaskine
Hans oplysninger bekræftes af en anden tidligere medarbejder på institutionen. I en af de omtalte sager blev en elev på en nærliggende folkeskole overfaldet af en ung fra institutionen. Drengen blev blandt andet sparket og slået i hovedet med en hæftemaskine. Alligevel blev politiet aldrig indblandet, husker den daværende leder af den nu nedlagte skole.

- Der blev holdt et møde med offerets forældre og repræsentanter for institutionen. Der blev der skabt en forståelse for, at det var bedst ikke at involvere flere myndigheder, siger Bent Stryhn, der var leder af Birket Skole og nu er pensioneret.

Dommer skal vurdere kriminalitet
Hos Socialpædagogernes landsforbund er formand Kirsten Nissen rystet:

- De unge er på de her institutioner, fordi de skal lære, hvordan man opfører sig, men hvad er det, man lærer, når det ikke har konsekvenser at gå ud og slå folk ned? Det kan godt være, der er nogle formildende omstændigheder, men det er en dommer, der skal vurdere det. Alt andet er dybt uforsvarligt, siger hun.

Den vurdering deles af formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF).


Nyhedsoverblik