Indbyggerne forsvinder fra landsbyerne: - For hver fire bisættelser har jeg én barnedåb

Sognepræst Henrik Gade Jensen oplever på nærmeste hold bevægelsen fra land til by. På otte år er mere end hvert femte sognebarn forsvundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gloslunde på det sydvestlige Lolland. Engang havde byen både kirke, skole, plejehjem og pensionistboliger – i dag står kun kirken tilbage. De øvrige bygninger er ligesom flere af byens engang så prominente gårde jævnet med jorden.

- Det er alt sammen væk nu, og nu er de ved at rive Oles hus ned derhenne, fortæller Henrik Gade Jensen. Han er sognepræst i Rudbjerg Pastorat og har taget TV2 ØST med en tur i den lille by. For Henrik Gade Jensen kan om nogen bevidne det, som på fagsprog kaldes for urbanisering. Et verdensomspændende fænomen, der handler om, at stadig flere flytter fra land til by.

- Jeg har cirka fire bisættelser for hver gang, jeg har en barnedåb. Det siger jo noget om befolkningsudviklingen i området, konstaterer Henrik Gade Jensen og tilføjer:

- Jeg har været præst her i otte år, og i den tid er befolkningsudviklingen i pastoratet faldet med cirka 18 procent.

Rudbjerg Pastorat omfatter i alt otte sogne, som i dag er samlet under et: En direkte konsekvens af at antallet af sognebørn falder.

Sådan så Gloslunde ud i 1990 – byen havde både kirke egen skole, plejehjem og pensionistboliger – i dag står kun kirken tilbage.
Sådan så Gloslunde ud i 1990 – byen havde både kirke egen skole, plejehjem og pensionistboliger – i dag står kun kirken tilbage. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Siden 1930 er antallet af indbyggere faldet fra 6.843 til 2.495 i hele Rudbjerg Pastorat. For i takt med at indbyggertallet er faldet, er sognene blevet lagt sammen, så Henrik Gade Jensen i dag passer otte kirker; Gloslunde, Græshave, Dannemare; Tillitse, Arninge, Vestenskov, Kappel og Langø.

Engang boede otte af ti på landet

Udviklingen som Henrik Gade Jensen beskriver på turen gennem Gloslunde er blot et af mange eksempler på urbanisering, som finder sted i store dele af verden. Det er et emne, som Hans Thor Andersen har indgående kendskab til. Han er forskningschef ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.

- I mere moderne forstand er urbaniseringen den voldsomme forandring, der finder sted fra slutningen af 1800-tallet, hvor vi går fra at være landboere til at blive byboere. Og det hænger sammen med industrialisering og rationalisering i landbruget og væksten i den offentlige sektor og service i det hele taget, forklarer han.

Hans Thor Andersen er forskningschef ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.
Hans Thor Andersen er forskningschef ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

I 1801 boede 80 procent af danskerne på landet. I dag er kun 10 procent tilbage. Urbaniseringen er med andre ord gået hårdt ud over landområder som Rudbjerg.

- Hvorfor skulle man bo der, hvis der ikke er noget at lave. Derfor flytter man mod Maribo og Nykøbing Falster, og så bliver landbrugslandet stille og roligt tømt for endnu flere indbyggere. Det er også derfor, vi ser en del tomme boliger, som står og langsomt forfalder – der er ingen, der orker det. Ganske simpelt, pointerer Hans Thor Andersen.

Og de helt små landsbyer er ekstra hårdt ramt:

- I de forskellige land- og mellemkommuner ser vi også en flytning fra mindre byer og landdistrikter ind mod kommunens hovedby.

Således har Lolland Kommune fra 2007 til 2021 oplevet et fald i antallet af indbyggere på 16 procent fra 48.585 til 40.539. Men i Rudbjerg står det endnu værre til – her er 24 procent af den daværende kommunes 3.277 indbyggere forsvundet, så der i dag kun bor 2.495 i området. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I dag findes der ingen folkeskoler i det, der engang hed Rudbjerg Kommune. De to sidste er lukket i årene efter kommunalreformen.
I dag findes der ingen folkeskoler i det, der engang hed Rudbjerg Kommune. De to sidste er lukket i årene efter kommunalreformen. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

En af de begivenheder, som har været med til at forstærke affolkningen af landområderne var kommunalreformen i 2007. Her blev 271 kommuner lagt sammen til 98. Blandt dem Rudbjerg Kommune – hvis areal dækkede det samme som de otte sogne i Rudbjerg Pastorat – som sammen med seks andre kommuner blev til den nye, store Lolland Kommune.

Skoler og børnehaver lukker

Kommunalreformen handlede om at skabe effektivisering og høste gevinsterne af stordrift. Umiddelbart en god idé, som dog også har vist sig at have en bagside, forklarer Hans Thor Andersen:

- Hvis vi samler kræfterne, så kan vi gøre noget mere.

- Men bagsiden er, at det kun er nogle steder, vi kan gøre det mere – der er nogen, der må finde sig i, at der er langt til tingene.

Billederne i konfirmationsstuen vidner med alt tydelighed om, hvem der har forladt området – børnefamilierne. Konfirmationsbillederne er gået fra at tælle 15-20 konfirmander til blot en eller to konfirmander på en årgang de seneste år, fortæller sognepræst Henrik Gade Jensen.
Billederne i konfirmationsstuen vidner med alt tydelighed om, hvem der har forladt området – børnefamilierne. Konfirmationsbillederne er gået fra at tælle 15-20 konfirmander til blot en eller to konfirmander på en årgang de seneste år, fortæller sognepræst Henrik Gade Jensen. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Det har man oplevet i Rudbjerg. I 2010 lukkede først skolen i Vestenskov med SFO og børnehave – og sidste sommer lukkede den sidste tilbageværende skole og børnehave fra den forhenværende Rudbjerg Kommune.

Læs også
Den lokale skole lukker efter sommerferien - nu vil landsbyen opføre sin egen friskole
Læs også
Den lokale skole lukker efter sommerferien - nu vil landsbyen opføre sin egen friskole


- Det betyder, der ikke er nogen børn, der går i skole i pastoratet længere, og det betyder meget, for så flytter børnefamilierne også mod Nakskov eller Maribo, konstaterer sognepræst Henrik Gade Jensen.

Således er antallet af børn og unge i Rudbjerg faldet med 35 procent 602 indbyggere til 397 i perioden 2007 til 2021. Alt imens er antallet af beboere over 70 år steget 34 procent – fra 458 til 615.




Nyhedsoverblik