Indbrudstyv affyrede pistol mod vagt

Politiet efterlyser vidner til en episode i Rødby onsdag, hvor en mand affyrede skud mod en vagt. Vagten overraskede formentlig manden under et indbrud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En vagt befandt sig onsdag aften på den gamle kartoffelcentral på Strandholmsvej i Rødby på Lolland.

Her havde han overrasket en mand i en rød VW Golf, som ikke burde være på området.

Ville holde mand tilbage

Vagten antog, at manden havde forsøgt at begå indbrud på stedet.

For at manden i den røde Golf ikke skulle slippe væk, blokerede vagten vejen med sin vagtbil.

Herefter steg manden i Golfen ud og skød et skud med pistol i retning mod vagten, hvorefter det lykkedes gerningsmanden at køre fra stedet.

Signalement af gerningsmanden

Politiet vil gerne høre fra folk, der kan have oplysninger i sagen.

Gerningsmanden beskrives som en dansk udseende mand på ca. 175 cm. Han talte dansk og var bl.a. iført en mørk hue.

Han var kørende i en ældre rød VW Golf, der manglede den forreste nummerplade.


Nyhedsoverblik