I aften bliver det afgjort: Vinder René Holten sportspris?

Når DRs årlige sportsgallashow lørdag aften løber over skærmene, er Mariboroeren René Holten Poulsen en af tre, der kan vinde den prestigefyldte B.T. Guld pris.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kajakroer René Holten Poulsen kan måske lade sig hylde for sine fantastiske resultater i 2015 endnu engang, når DRs store sportsawardshow lørdag aften løber af stablen.

Han er blandt de tre, der er nomineret til den prestigefyldte pris B.T. Guld. De to andre i feltet er ishockeymålmand Frederik Andersen, der har haft en stor sæson i NHL sidste år, og så er orienteringsløber Maja Alm indstillet for sine tre gange VM-guld.

René Holten Poulsen, der kommer fra Maribo, vandt i 2015 to gange VM-guld og to gange EM-guld, og han er også indstillet til Årets Sportsnavn ved det store show i Herning.

Kollegerne stemmer

B.T. Guld er en speciel pris, fordi det er andre professionelle sportsudøvere, der stemmer - heriblandt fodboldspiller Nicklas Bendtner, cykelrytter Jakob Fuglsang og anfører på kvindelandsholdet i håndbold Line Jørgensen.

Mariboroeren er ikke den eneste her fra regionen, der bider negle op til det store show. 19-årige Andreas Ingvordsen fra Dragsholm Svømmeklub er indstillet i kategorien Fidusbamsen, som gives til 'et ungt menneske, der – både på og uden for banen – og tager ansvar for at skabe et godt idrætsmiljø i samspil med andre unge'.

Det store show begynder klokken 21 og sendes på DR1.