¨

Hussælgere på Vest- og Sydsjælland skærer mest i priserne

Hussælgere er alt for urealistiske, når de sætter deres huse til salg på Vest- og Sydsjælland. De ender med at give op til 11 procent i afslag på den oprindelige udbudspris. Foto: Home

Boligpriserne har kun været opadgående de seneste par år, men boligsælgere er også alt for optimistiske, når de skal sætte deres huse til salg. De må skære op til 11 procent af udbudsprisen.

Det har været husejerenes fest de seneste par år. Huspriserne har haft vokseværk i hele landet, men når den glade husejer vælger at sælge sit hus, så har han et skævt billede af, hvad han kan få for sin bolig. Boligsælgere sætter simpelthen deres udbudspriser alt for højt. Det skriver Berlingske i dag. 

På Vest- og Sydsjælland er der flest urealistiske hussælgere

På Vest- og Sydsjælland er der flest urealistiske hussælgere. Her ender gennemsnittet med at måtte skære op til godt 11 procent af deres drømmepris. Det betyder, at hussælgere gennemsnitligt taber 163.315 kroner.

- Der bliver givet relativt store afslag, når der handles huse. Udbudspriserne og handelspriserne var stort set identiske under den store boligoptur fra 2004 til 2007, men med finanskrisen blev der skabt en stor ubalance. Handelspriserne faldt med godt 15 procent på landsplan, men udbudspriserne fulgte ikke hele vejen med ned, og det blev således normalt med afslag, siger Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank, til Berlingske.  

Stor forskel på Sjælland

Procentmæssigt findes de største afslag på Vest- og Sydsjælland, men hvis man blot vender blikket øst på, så ser det helt anderledes ud. På Østsjælland gives der kun i gennemsnittet lidt over fem procent afslag på den oprindelige udbudspris. Det betyder faktisk, at sælgere på Østsjælland på landsplan er bedst til at holde fast i deres priser.

At man som sælger er nødsaget til at sænke sin salgspris har også noget at gøre med, at der er for mange til salg-skilte ved vejene, vurderer Niels Rønholt.

- Markedet har bevæget sig tættere mod balance, men der er på landsplan stadig omtrent fem huse til salg pr. handel i kvartalet. Og for sommerhuse er der næsten ti huse til salg pr. handel. Det kan dermed stadig være svært at tiltrække en kæver. Noget andet er så, at markedet nok har vænnet sig til, at afslag er normalt. Hvis man ved, at der bliver forventet et afslag på udbudsprisen, vil man naturligt nok som sælger sætte udbudsprisen lidt til den høje side, konkluderer han.    

Dansk Ejendomsmæglerforenings vicedirektør, Anders Palmkvist, afviser ikke, at mæglere kan finde på at sætte priserne højt for at få kunder i butikken. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App