¨

Hus brændte ned - nu samler lokale ind til far og datter

01:30

Villaen på Højrebyvej udenfor Nakskov, der brød i brand fredags, står ikke til at redde. Men nu har lokale samlet ind til Bo Bennekou og hans datter.

En mand fra Nakskov mistede sit hjem ved en brand i fredags. Efterfølgende har lokale borgere samlet ting ind til ham og hans otteårige datter.

Fredag aften skete der det, der ikke måtte ske, og som er enhver husejers værste mareridt.

Bo Bennekou fra Nakskov sad og hyggede sig over en middag med en veninde, da naboen pludselig ringede og fortalte ham, at hans hus stod i flammer.

- Jeg kom derud, og der var både politi og brandvæsen og alt muligt. Det så ikke godt ud. Jeg har også selv været derinde efterfølgende, og det ser ikke godt ud. Der er ikke noget tilbage, siger Bo Bennekou til TV2 ØST.

Søgte legetøj og tøj til min otteårig datter

Efter medierne havde skrevet om villabranden, begyndte historien og billeder at florere på de sociale medier, hvor flere lokale borgere efterspurgte ejeren af huset.

Til sidst skrev Bo Bennekou selv i en lokal Nakskov-gruppe på Facebook, at det var hans hus, der var brændt ned.

Jeg har en otteårig pige, og hun havde ikke andet end det tøj, hun står og går i

Bo Bennekou fra Nakskov

Hans gode veninde Sasha Duvier hjalp med at lave et opslag på Facebook, hvor de efterlyste tøj og legetøj til hans otteårige datter.

Jeg søger legetøj og tøj til pige på 8 år, da alle hendes bamser, tøj og legetøj er tabt i branden. Vores hus brændte (højrebyvej 92) her til aften. Vi var heldigvis ikke hjemme, stod der i Facebook-opslaget.

Artiklen fortsætter under billdet. 

Bo Bennekou skrev et opslag på Facebook, hvor han efterlyst tøj og legetøj til sin datter. Foto: Facebook

Har fået tøj, legetøj, cykler og møbler

Selvom Bo Bennekou fortæller, at han har både en husforsikring og en indboforsikring, så manglede han og datteren akut tøj og legetøj.

- Jeg har en otteårig pige, og hun havde ikke andet end det tøj, hun står og går i. Det har jeg også kun, men det var hende, der bekymrede mig. For mig var det vigtigste at få en hverdag op at køre igen, siger Bo Bennekou.

Artiklen fortsætter under billdet. 

Bo Bennekou er overvældet af støtten fra lokale, som har foræret massevis af ting. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Lige knap 100 borgere har kommenteret på Facebook-opslaget i den lokale Nakskov-gruppe.

- Lige pludselig tikkede det ind med folk, der ville hjælpe. Det var overvældende, siger Bo Bennekou

Jeg havde aldrig forventet det. Men lige pludselig ekploderede det fuldstændig

Bo Bennekou fra Nakskov

- De har tilbudt tøj, legetøj, skoletaske, cykler, møbler - julepynt endda. Jeg har ikke rigtig noget sted at hænge det op, men det er jo sødt nok af dem, siger Bo Bennekou.

- Mange fra min datters klasse samlede ind og satte det over til en af forældrene, hvor jeg kunne hente det, og der var også et fint brev til min datter.

Lige pludselig eksploderede det

Det kom bag på Bo Bennekou, at det tikkede ind med kommentarer på Facebook-opslaget og i indbakken. 

- Jeg havde aldrig forventet det. Men lige pludselig ekploderede det fuldstændig. Jeg har allerede tøj til en evighed til min datter. Vi har fået flyverdragter, støvler, vinterstøvler, gummistøvler, skoletasker, penalhuse, undertrøjer, bukser. Alt.

Bo Bennekou er ifølge ham selv ellers ikke meget for at udstille sig selv på Facebook, men da der var så meget skriveri om, hvis hus det var, følte han, at han skulle give sig til kende. 

- Så behøver folk ikke tale i krogene, hvad de ellers plejer at være meget gode til. Så bliver der snakket for meget, så jeg ville bare give til kende, at det var altså mit hus.

Artiklen fortsætter under billdet. 

Efter det væltede ind med tøj og legetøj skrev Bo Bennekou et opslag på Facebook, hvor han takkede alle, der havde samlet ting ind til dem. Foto: Facebook

1000 tak

Faktisk fik Bo Bennekou og hans datter så meget, det næsten blev for meget. Til sidst havde hans datter to af alting. 

- Vi har fået rigtig meget, og jeg har ikke kunne rumme at svare alle de her mennesker tilbage. Så den er cuttet af nu for at sige tusind tak. Lige nu klarer vi os. Den har været hårdt. Man bliver jo rørt, siger en bevæget mand.

 - Jeg havde slet ikke forventet den her respons, siger Bo Bennekou.

Han har skrevet et opslag på Facebook, hvor han takker naboerne for al deres hjælp:

Jeg er blevet klædt på. Min datter er blevet klædt på og har leget med jeres legetøj hele dagen. Hendes smil og latter over de nye spil og det nye legetøj, har hjulpet mig så sindssygt meget igennem dagen. Det er så stort.❤

Siden huset brændte, har Bo Bennekou og hans datter boede hos en nær ven.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til TV2 ØST, at politiet endnu ikke er færdige med deres undersøgelser, og at brandteknikere endnu ikke har fastslået brandårsagen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App