Dannebrog blev sendt til tops, og familien og venner var inviteret til en helt særlig fest hos Magnus og Bertha Doll.
Ægteparrret fra Maribo, som i dag er henholdsvis 98 og 95 år gamle, har rundet et hjørne, de færreste når til. Årsagen til dagens festligheder er nemlig, at parret torsdag fejrer atombryllup efter intet mindre end 75 års ægteskab. En bedrift, der imponerer gæsterne.
- Jeg er mega stolt af dem. Jeg synes virkelig, det er mega sejt gået af dem siger parrets barnebarn, Annette Doll.
Hun så sgu godt ud. Ja, der var sgu ikke noget i vejen
Men atombrudeparret selv synes egentlig ikke, at 75 års kærlighed er nogen svær bedrift
- Vi har da bare holdt sammen, konstaterer den i dag 95-årige Bertha Doll.
- Ja, det har vi da, siger hendes ægtemand gennem nu 75 år.
Artiklen fortsætter under billedet
En romantisk cykeltur
De mødte hinanden, mens Anden Verdenskrig rasede. Vold og ufred fyldte dog ikke ret meget på de lollandske landeveje, hvor de to unge mennesker havde deres første stævnemøde.
- Vi tog vores cykler, og så kørte vi en tur, husker Magnus Doll.
Bagefter var de begge to enige om, at de kunne lide hvad de så
- Han var da en flot fyr, mindes Bertha Doll.
En oplevelse, der bestemt var gengældt.
- Hun så sgu godt ud. Ja, der var sgu ikke noget i vejen, griner Magnus Doll.
Artiklen fortsætter under billedet
Så i pinsen 1943 gav Magnus Doll sin kæreste en forlovelsesring. Året efter blev de gift, og opskriften på et langt lykkeligt ægteskab - den har de hængene på væggen derhjemme.
- Vi har derhjemme en platte, hvor der står kærlighed, fred og lykke, det er hjemmets bedste smykke. Og det passer, siger Magnus Doll.
Levedygtige lolliker
Det er der andre på Lolland der ved alt om. For to uger siden kunne ægteparret Ellen og Hans Hansen også fejre atombryllup. Det er noget som under 10 par om året i Danmark opnår.
På Lolland har borgmester Holger Schou Rasmussen (A) besluttet sig for at komme forbi alle 100 års fødselarer – og nu også alle atombryllupspar.
At borgmesteren skulle til atombryllupsfest to gange i december er dog ganske enestående, selvom der tilsyneladende har været noget særligt sundt i drikkevandet, da folk som Magnus og Bertha blev født.
Kærlighed, fred og lykke, det er hjemmets bedste smykke
- Det viser sig, at folk, der blev født på Lolland for omkring 100 år siden, er nogle af dem, der lever allerlængst – uanset hvor de flytter hen i Danmark, siger borgmesteren og konstaterer, at han er ganske glad for at være født på sydhavsøen.
Selvom det kan lyde af praleri, er det faktisk helt korrekt. For sidste år kunne Danmarks Statistik opgøre, at netop folk fra Lolland, som er født for omkring 100 år siden, har den absolut største chance for at runde 100 år.
Artiklen fortsætter under billedet
Svømmer og fejer
Magnus og Bertha Doll er 98 og 95 år gamle, men det stopper dem ikke. Magnus er fejemand i den andelsforening, de bor i, og de går også stadig til svømning. Selvom det kan lyde imponerende for de fleste, er Bertha Doll ganske ydmyg.
- Det er da ikke noget at snakke om, nej, griner hun.
Selvom parret er ganske aktive, har Magnus Doll dog ikke helt bestemt sig for, om han vil holde en tale i aftenens løb.
- Nej, det har jeg ikke lige planlagt. Det kommer bare af sig selv, griner han.