Horslunde er årets danske landsby

Folkeligt engagement i landsbyen Horslunde er skyld i, at den har bevaret mange vigtige funktioner som børnehave, folkeskole, ungdomsklub og ældrecenter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I konkurrence med 25 andre landsbyer er Horslunde på Lolland  med 710 beboere,  kåret til årets landsby 2010.

Det er foreningen "Landsbyerne i Danmark", der for 16. gang udpeger årets landsby, og Horslunde har vundet, fordi landsbyen bedst lever op til årets tema: Det folkelige engagements betydning for vækst, udvikling og trivsel i landdistrikterne.

Som tidligere hovedby i den gamle Ravnsborg Kommune er det gennem folkeligt engagement lykkedes at bevare en lang række servicefunktioner, som er afgørende for et lille bysamfunds overlevelse. I Horslunde har man stadig folkeskole, privatskole, børnehave, ældrecenter, bibliotek, lægehus og dagligvarebutikker - og meget andet.

Horslunde har bl.a. skaffet midler til sin status som "energilandsby".

Dommerkomiteen siger, at Horslunde med folkeligt engagement og fællesskab på bedste måde har formået at bevare den offentlige og private service i Horslunde og har skabt aktiviteter, der sikrer vækst, udvikling og trivsel i landsbysamfundet.

Landsbyen er en værdig repræsentant for Danmarks aktive landsbysamfund i samarbejdet med de nye storkommuner, siger dommerkomiteen.

I 2009 blev Horslunde kåret som regionens bedste landsby efter en afstemning her på TV2 Øst

 

 


Nyhedsoverblik