Hjemmeplejen væltede i glatføre - DMI varsler glatte veje igen i nat

Tøvejr efterfulgt af kolde nætter giver risiko for glatte veje flere steder. Natten til lørdag endte glatføret med et uheld på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom kalenderen officielt skriver forår, så er weekendens vejr i vinterens tegn. Det medfører glatføre og snevejr, som vi ifølge DMI vil se mere af, inden vi rammer mandag. 

Natten til lørdag bød på sne og lokalt slud flere steder på Sjælland og Lolland og Falster. Det vinterlige nedbør kombineret med temperaturer under frysepunktet om natten medførte glatte veje flere steder. Blandt andet på Nakskovvej nord for Nakskov.

Her gav det glatte føre problemer for en af hjemmeplejens biler. Klokken 04.35 fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi meldingen om, at en bil var kørt galt og landet på taget. 

Føreren havde mistet herredømmet over bilen, som gled ned af en skrænt. Ifølge vagtchefen lyder det dog mere dramatisk, end det i virkeligheden var. 

- Det skete ved lav hastighed, personen kunne selv komme ud af bilen, og der er ingen tilskadekomst, oplyser vagtchef Kent Edvardsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Risiko for isglatte veje

Ifølge Jesper Rosberg, der er vagthavende hos DMI lørdag, fortsætter det vinterlige vejr på Sjælland og Lolland-Falster resten af weekenden. 

- Vi har en situation, hvor vi har en vestlig strømning af kold luft, der breder sig ned over landet. Her i morgentimerne har vi haft en del snebyger over den østlige del af Sjælland, og nu bevæger det sig mod Sverige, så nu har vi faktisk ret smukt vejr de fleste steder i landet. Men vi har et område med byger i Nordsøen, som trækker ind over det meste af Jylland, og det er vinterligt nedbør som slud og sne. De byger trækker østover i løbet af eftermiddagen, forklarer Jesper Rosberg. 

Læs også
Politiet opfordrer til forsigtighed på vejene efter flere uheld
Læs også
Politiet opfordrer til forsigtighed på vejene efter flere uheld

Vinden får ifølge ham temperaturen til at stige til mellem 2 og 5 graders varme, så bygerne bliver tøsne, der fryser til is i nat.

- I de områder, hvor der har været snebyger, som er smeltet lidt, fryser det til i nat, fordi vi får frosttemperaturer, og så kommer der isglatte veje, siger han. 

Våd mandag venter

Søndag tager vinden af, og der kommer flere skyer i løbet af dagen. Ud på eftermiddagen kommer der sne vestfra, der også går over i slud eller regn, fortæller Jesper Rosberg.

Her vil der igen være risiko for, at nedbøren en kort overgang kan give islag. Ifølge Jesper Rosberg er det dog kun en lille risiko.

Læs også
Nye snebyger på vej over Sjælland
Læs også
Nye snebyger på vej over Sjælland

Mandag bliver generelt våd mange steder, men hen på aftenen og ud på natten til tirsdag kommer der ifølge Jesper Rosberg lidt lunere luft. 

- Der er ifølge prognoserne mulighed for i den sydlige og sydøstlige del af landet lidt huller i skyerne, hvis det sker, så kommer temperaturerne måske op på 10-12 grader, hvis vi er heldige. Blandt andet omkring Lolland-Falster, siger han. 

Men det lunere vejr ser ud til kun at være en kortvarig fornøjelse.

- Det ser ud til, at der passerer en koldfront tirsdag og natten til onsdag. Det betyder, at der igen kommer koldere luft fra vest og nordvest, så natten til onsdag kan der igen komme det vinterlige nedbør. Så desværre - altså medmindre man kan lide det kolde vejr her i marts - ser det ud til kun at være en kort overgang med mildere luft, slutter Jesper Rosberg. 


Nyhedsoverblik