Aalholm Gods ved Nysted på Lolland skal have nye ejere. Godset med dertilhørende slot og jord er nemlig blevet solgt.
Det oplyser godset til Lolland-Falsters Folketidende.
Køberen ønsker at være anonym, og købsprisen bliver heller ikke offentliggjort. Men handlen sker ifølge Folketidende som en virksomhedsoverdragelse, og derfor fortsætter driften og samtlige medarbejdere – bare under ny ledelse.
Det er familien Husted-Andersen, der har ejet Aalholm Gods siden 1995. Det glæder dem ifølge lokalavisen, at godset bliver kørt videre, så ”godset bevares og sikres som en af Lollands største og mest markante historiske jordbrugsejendomme”.