Havørnen var udryddet - men så landede en særlig fugl på Lolland

Antallet af havørne stormer frem, efter bestanden var udryddet i cirka 100 år. Stamfaderen til mange af ørnene holder til på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ole Friis Larsen fra Nakskov kan ikke lade være.

Når han alligevel kører forbi Hejrede Sø ved Maribo, skal han lige holde ind til side for at spejde ud over søen med sin kikkert.

quote Han er med sikkerhed far til 41 unger

Ole Friis Larsen, artscaretaker for havørne hos Dansk Ornitologisk Forening

Han er såkaldt artscaretaker for havørne hos Dansk Ornitologisk Forening, DOF, og siden 2000 har han holdt øje med en helt særlig havørnehan på Lolland.

- Man kan godt være heldig her ved søbredden og se ham sidde i et træ derover på den anden side, siger Ole Friis Larsen.

Ole Friis Larsen, artscaretaker for havørne hos Dansk Ornitologisk Forening.
Ole Friis Larsen, artscaretaker for havørne hos Dansk Ornitologisk Forening. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Havørnen, som han kigger efter, har boet ved søen siden 1995 og gemmer på en større historie om den danske havørnebestand, der i cirka 100 år har været udryddet herhjemme.

Men nu stormer bestanden af fuglen med det mægtige vingefang frem, og det er især takket være havørnen fra Hejrede Sø, efter han kom til landet fra det nordlige Tyskland.

Havørnen kan have et vingefang på helt op til 2,5 meter.
Havørnen kan have et vingefang på helt op til 2,5 meter. Foto: Henrik Willadsen

- Det er den første indvandrer til Danmark, og dermed er han en af grundlæggerne til den nye danske bestand, siger Ole Friis Larsen.

Antallet af havørne slog rekord

Sidste år slog antallet af havørne rekord, efter der blev optalt 152 ynglende havørnepar, som tilsammen havde fået 153 unger på vingerne.

Mange af dem kan ifølge Ole Friis Larsen føres direkte tilbage til havørnehannen.

Parring oppe i træet ved Hejrede Sø ved Maribo. Øverst til højre ses den gamle han.
Parring oppe i træet ved Hejrede Sø ved Maribo. Øverst til højre ses den gamle han. Foto: Karin Knudsen

- Han er med sikkerhed far til 41 unger, siden den første unge kom i 1997, siger han og tilføjer:

- Så der er ingen tvivl om, at der flyver en del efterkommere rundt efter ham.

Havørnen

  • Længde: 70-90 centimeter.
  • Vægt: 3-5,5 kilo.
  • Vingefang: 2-2,5 meter.
  • Yngleperiode: April-juni.
  • Antal æg/kuld: To.
  • Antal kuld/år: Et.
  • Rugetid: 40 dage.
  • Ungetid: 70-75 dage.
  • Bestand: 152 ynglepar (2021).
  • Levealder (max.): 40 år.
  • Udbredelse: Europa og Asien.


Kilde: Naturhistoriskmuseum.

Tilbage i 1992 startede en gruppe ørneentusiaster projektet Projekt Ørn, som skulle øge antallet af havørnepar i Danmark til 75. 

Det dengang ambitiøse mål må derfor siges at være lykkes.

Læs også
Ræve dræbt og stjålet fra dyreredningscenter: - Jeg gik helt i chok
Læs også
Ræve dræbt og stjålet fra dyreredningscenter: - Jeg gik helt i chok

- Havørnebestanden i Danmark har det godt, den går pænt frem, og den bliver ved med at gå frem.

- Vi har stadig områder af landet, hvor vi mener, der kan være flere ørne, så vi venter, at bestanden vil stige et stykke tid endnu, siger Ole Friis Larsen.

Den gamle havørnehan over Hejrede Sø.
Den gamle havørnehan over Hejrede Sø. Foto: Henrik Willadsen

Den svævende stamfader er 31 år og dermed den ældste i den nye havørnebestand. Gennem årene har han ifølge Ole Friis Larsen haft tre skiftende hunner.

- Det er virkelig imponerende, og det er sjovt, vi kan sige, at han er den første i den nye danske bestand, siger han.


Nyhedsoverblik