Havørn på Lolland fundet død - tror fugleinfluenza kan være årsagen

En undersøgelse af ørnen kendt fra tv skal fastslå dødsårsagen, men mistanken retter sig mod fugleinfluenza, siger fugleorganisation.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En hunørn fra en havørnerede i Saksfjed-Hyllekrog på Lolland blev for nylig fundet død.

Der er tale om en af ørnene fra det meget populære Ørne-TV under Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Projektet har kørt siden 2013, og her følger tusindvis af seere via et kamera rettet mod en rede live med i livet og hverdagen i en havørnefamilie.

quote Jeg er smadderærgerlig over det, for det er en fugl, jeg har fulgt, siden den lå i sit æg

Kim Skelmose, projektleder, Projekt Ørn, DOF

Ørnen havde op til sin død en GPS monteret på sig, fordi den og dens ørnebror deltog i et projekt, der skulle gøre ornitologer klogere på Nordeuropas største rovfugl. Og da GPS-signalet var kommet fra den samme lokation i flere dage, var man klar over, hvad klokken havde slået. 

Tanken går mod fugleinfluenza

Den unge ørn er blevet sendt til undersøgelse til Danmarks Tekniske Universitet, der ikke har slået dødsårsagen fast endnu. 

Hos DOF frygter man imidlertid, at det er det aktuelle udbrud af fugleinfluenza, der har taget livet af hunørnen. 

- Danmark er ramt af fugleinfluenza, så det er meget nærliggende at tro, at det er fugleinfluenza, der har taget livet af ørnen, siger projektleder Kim Skelmose.

- Jeg er smadderærgerlig over det, for det er en fugl, jeg har fulgt, siden den lå i sit æg, kom ud og var flyvefærdig. Jeg havde glædet mig til at følge den i rigtig mange år og se, hvor den mon ville have ynglet henne. 

HVAD ER FUGLEINFLUENZA?

  • Fugleinfluenza smitter kun sjældent mennesker. Når den gør, er det næsten udelukkende mennesker, som har haft nær kontakt med syge fugle eller fjerkræ. Ofte ses milde infektioner hos mennesker.
     
  • Særlige typer af fugleinfluenzavirus kan dog give alvorlig sygdom hos mennesker. Sygdomsudbrud er forekommet jævnligt i fjerkræsbesætninger i flere lande i Asien og i Egypten siden 2003, og her er også set sporadiske tilfælde blandt mennesker, der har haft tæt kontakt med sygt fjerkræ.
     
  • I Danmark blev fugleinfluenzatypen H5N1 påvist i 2006 i både vilde fugle og en fjerkræsbesætning. Hvis der påvises H5 eller H7 fugleinfluenza hos fjerkræ, slås besætningerne ned. Der er i Danmark ikke rapporteret om smitte med fugleinfluenza til mennesker.


Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Bestanden skal nok klare sig

Er der tale om fugleinfluenza, har det ikke den store betydning for havørnebestanden, slår Kim Skelmose dog fast. 

- Den skal nok klare sig, det gjorde den jo også, sidst Danmark havde fugleinfluenza (i 2006, red.). Jeg er mere bekymret, hvis der kommer fugleinfluenza i vores kongeørne, for dem har vi altså kun fire-fem par af. Det vil gøre et katastrofalt indhug i kongeørnebestanden, siger han. 

Fugleinfluenza
Læs også
Fugleinfluenza fra Rusland skaber frygt på Sjælland og øerne
Fugleinfluenza
Læs også
Fugleinfluenza fra Rusland skaber frygt på Sjælland og øerne

I hans optik er der intet andet for, end at fugleinfluenzaen får lov til at brede sig. 

- Vi kan intet gøre mod den andet end ligesom myndighederne at opfordre til, at hønseejere skal holde sine fugle under tag. Med de vilde fugle må det gå sin slagne gang, siger Kim Skelmose.

VIDEO: Sådan her så det ud, da ørneungerne blev udruget i den kendte ørnerede.

 

Nyhedsoverblik