Hærværk mod hundedræber

For nogle uger siden dræbte hun en kamphund. Nu bliver Tine Bak fra Lolland udsat for chikane og hærværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er ny ballade omkring et kontroversielt drab på en kamphund på Lolland. Den 43-årige Tine Bak har nemlig igen fået skåret bildækkene op på familiens to biler - hun blev landskendt da hun knivdræbte en muskelhund for nogle uger siden.

- Jeg er gal. Det irriterer mig. Men det er værst for mine børn. De er skræmte, siger Tine Bak til Ekstra Bladet. 

Hun gik til angreb på muskelhunden for nogle uger siden, fordi den havde bidt sig fast i en lille terrier på hovedgaden i landsbyen Stokkemarke. Det gentagne hærværk på familiens biler får nu Tine Bak til at installere videoovervågning af hjemmet. Hun kalder de anonyme angreb for kujon-agtige.

- Vi har naturligvis vores formodning om, hvem der står bag. Det samme har politiet, siger hun til avisen.

Hun har siden episoden modtaget blomster, chokolade og postkort fra mennesker, hun ikke kender.

- Det viser, at jeg ikke står alene i verden, mener Tine Bak. 


Nyhedsoverblik