Guld til aktionærer

5.000 borgere på Lolland og Falster tjener penge på den amerikanske kemigigant Duponts købstilbud på Danisco.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

5.000 af de 110.000 indbyggere på Lolland og Falster kan glæde sig i disse dage.

Fredag offentliggjorde den amerikanske kemigigant Dupont et købstilbud på Danisco. 36,3 milliarder kroner vil koncernen punge ud med - eller 665 kroner pr. aktie. Og det kunne ses på kursen - fra den ene dag til den anden steg Danisco-aktien med 130 kroner.

- Når Dupont vil betale 665 kroner pr. aktie, så er der jo ingen, der vil sælge for mindre, siger Kurt Nicolaisen, som er aktiechef i Spar Lolland.

Der er altså mulighed for en hurtig gevinst på 25 procent for Danisco-aktionærerne, men hverken Spar Lolland eller Morten W. Langer, som er aktieanalytiker hos AktieUgebrevet, mener, aktionærerne skal skynde sig at sælge.

- Er man langsigtet aktionær, skal man beholde, fordi aktien sandsynligvis stiger markant mere på længere sigt. Selskabet er inde i en rigtig god periode med to opjusteringer inden for de seneste måneder, siger Morten W. Langer.


Nyhedsoverblik