Glæde over turisme-udspil på Lolland-Falster

Visit Lolland-Falster er tilfredse med regeringens plan for at hæve kvaliteten af dansk kystturisme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Over de seneste 20 år er kystturismen faldet med 27,5 procent. Den udvikling forsøger regeringen nu at vende med sit turismeoplæg.

Regeringens plan er blandt andet at danne selskabet Dansk Kyst- og Naturturisme, som skal styrke turisme ved den jyske vestkyst og omkring Østersøen. Selskabet suppleres af Dansk Erhvervs- og Mødeturisme og Dansk Storbyturisme, fortæller erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S).

- På kyst- og naturturisme anbefaler vi at tage naturen med i hele det projekt, Danmark tilbyder. Det er alt lige fra cykling, sejlads, naturfiskeri, så man også kan holde en aktiv ferie i Danmark, siger han.

Højere standard

Planen betyder blandt andet, at de forskellige virksomheder inden for turisme skal leve op til nogle nye standarder, hvis de vil være med i en ny fælles markedsføring overfor udlandet.

- Når tyskerne kommer herop, er der for mange dårlige oplevelser. Det kan være huset, de lejer, spisesteder, de går ind til og forlystelsesparker, de kommer til. Kun nogle steder har man gjort noget for at hæve kvaliteten, siger Henrik Sass Larsen.

- Så længe kvaliteten kommer op, så er folk også villige til at betale. Men folk forlanger, at produktet også skal være i orden, hvis man betaler relativt mange penge. Dén filosofi går igennem alt, hvad vi laver i dette turismeoplæg.

 

Glæde på sydhavsøerne

Hos Visit Lolland-Falster er man glad for udspillet. Især glæder man sig over, at det ikke kun er Vestjylland, der er med i oplægget, sådan som der tidligere var lagt op til.

Men også ideen om fællesstandarder falder i god jord.

- Vi er glade for, at vi får nogle fælles kvalitetsstandarder, det giver noget fælles at stræbe efter, siger turistudviklingschef Louise Posborg.

- Det er specielt godt, at man sætter fokus på at naturen kan trække turister til. Fra starten var der kun lagt op til, at det skulle handle om vestkysten og København, så jeg er rigtig glad for, at der også bliver lagt vægt på de styrker vi har i vores område, siger hun.

 

 


Nyhedsoverblik