26-årig mand begik væbnet røveri for seks øl

En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet, efter han lørdag gennemførte et væbnet røveri for seks øl.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 26-årig mand kommer til at tilbringe foreløbig de næste to uger bag tremmer. 

Det blev konklusionen søndag ved et grundlovsforhør, efter den 26-årige mand fra Lolland lørdag blev anholdt for et røveri mod en kiosk i Bandholm.

Her truede den 26-årige mand med en kniv for at slippe afsted med sit udbytte på seks øl. 

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Den 26-årige mand er fra lokalområdet, og han er godt kendt af politiet i forvejen, oplyser politiets vagtchef Bo Georg Petersen.

Røveriet fandt sted lørdag aften klokken 17.30. Ingen kom noget til ved hændelsen.

Den unge mand er varetægtsfængslet frem til den 22. januar.