Gammelt lokomotiv på sommertur

Et dieselelektrisk lokomotiv fra 1921 tøffede i dag afsted på Museumsbanen mellem Maribo og Bandholm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er et af verdens allerældste fungerende lokomotiver af sin slags.

- Der var nogle amerikanere, som reklamerede med, at de har ældste. Deres var fra 1923, men da vores er fra 1921, så slår vi dem lige med et par år, siger Jens Halck.

Han er lokofører på det gamle diesellokomotiv LJ M1, som er bygget i Sverige hos ASEA. Jens Halck har sammen med Jørgen Christensen fra Bandholm været med til at sætte lokomotivet i stand.

- Man finder jo ikke bare lige reservedele til sådan et lokomotiv på et lager. Derfor bliver man nødt til selv at finde på løsninger, siger Jørgen Christensen.

Dagens køretur var sommerens første, og begge lokoførere havde glædet sig til at rulle ud på skinnerne.

- Det er herligt, og selv om jeg ikke er glad for støj, så lyder det her som musik, siger Jens Halck.

- Lokomotivet har virkelig sjæl, siger Jørgen Christensen.

Lokomotivet kørte i alt tre ture i løbet af dagen, før det her til aften kørte tilbage i remisen.


Nyhedsoverblik