Forlader S efter aftalebrud

Leo Christensen forlader Socialdemokraterne på Lolland, efter at partiet er sprunget fra den aftale, der blev lavet med De Konservative på valgnatten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er utroværdigt, når Socialdemokraterne og kommende borgmester Holger Schou Rasmussen løber fra en skriftlig aftale med De Konservative. Det mener Leo Christensen, som nu forlader partiet og bliver løsgænger.

Der er det galt i det, at manden skal skrive under for os allesammen de næste fire år, og så starter man ikke karrieren med at løbe fra sin egen underskrift, siger Leo Christensen.

Løsgængeren fortæller, at det gik op for ham på et møde i weekenden, at partiet ville forlade aftalen, sådan som han allerede havde på fornemmelsen.

- Så kommer Holger og siger, at han kan blive borgmester, og så var jeg klar over, at man var klar til at springe fra underskrift og det hele, og så pakkede jeg mine ting.

Holger Schou Rasmussen erkender, at det ser utroværdigt ud, men ifølge ham var konstitueringsaftalen med De Konservative ikke bred nok, og derfor besluttede Socialdemokraterne på et møde at lave en ny aftale med Venstre og Dansk Folkeparti.

- Der var nogle, der sprang fra, så vi var ikke engang et flertal, siger Holger Schou Rasmussen.

Ifølge Leo Christensen lagde Socialdemokraternes ledelse allerede på valgnatten planer for, hvordan de skulle komme ud af aftalen, der var indgået med De Konservative, men det afviser Holger Schou Rasmussen at kende noget til.


Nyhedsoverblik