Forening beskylder Ruth Evensen for at kopiere

En hjemstavnsforening på Lolland er så utilfreds med, at Ruth Evensen bruger samme navn som foreningen til sit nye parti, at den har sat en advokat på sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Frit Lolland er nu både navnet på en hjemstavnsforening og Ruth Evensens nye parti, og det skaber utilfredshed i foreningen, der har haft navnet i over 30 år, mens Ruth Evensen først tirsdag offentliggjorde sit parti med samme navn. Det skriver folketidende.dk.

Ruth Evensen er nok bedst kendt som den lendende figur i frikirken Faderhuset, og som hende, der stod bag købet af den berømte adresse Jagtvej 69 på Nørrebro i København, hvor Ungdomshuset lå og senere blev revet ned.

I brug i over 30 år

Tirsdag meddelte hun så, at hun vil i byrådet med det nystiftede parti Frit Lolland, men Hjemstavnsforeningen Frit Lolland er langt fra tilfreds med hendes valg af partinavn.

- Navnet Frit Lolland har altså været brugt af os i mere end 30 år, og vi vil ikke have vores hjemstavnsforening forvekslet med noget politisk. Det er 2 forskellige ting, men nu kan nogle tage fejl, fortæller Claus Hylstofte Blomsterborg fra hjemstavnsforeningen.

Søgte på nettet

Foreningen har nu planer om at få en advokat til at kigge på sagen, som Ruth Evensen dog tager med sindso. Hun siger til avisen, at hun og de øvrige kandidater på listen har undersøgt internettet for, om navnet Frit Lolland var i brug, og at der ikke dukkede noget op, som tydede på, at det skulle være tilfældet.

Hjemstavnsforeningen fortæller, at den har en Facebookside, men heller ikke den har Ruth Evensen og hendes fæller kunnet finde.


Nyhedsoverblik