Forældre efter video af truende buschauffør: - Det er grotesk

Forældre fortæller om utrygge busture med busselskabet Nymand, efter en video af en truende chauffør er kommet frem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 30. september fortalte TV2 ØST første gang om en episode med en skolebuschauffør, der opførte sig truende overfor en gruppe elever med autisme-diagnoser på vej hjem fra skole. 

Nu har vi besøgt Lisbeth Winther og hendes søn, Magnus, der går på Østofte Specialskole på Lolland. 

Magnus bliver også kørt frem og tilbage fra skole af busselskabet Nymand. Videoen vakte vrede i hjemmet i Holeby. 

- Det er grotesk, at han kan tale sådan der til et barn, siger Lisbeth Winther.

Flere episoder med chaufføren

Hendes søn Magnus fortæller nu om flere ubehagelige episoder med buschaufføren.

Han fortæller blandt andet, at buschaufføren bliver vred, hvis børnene spænder deres seler op, og at han med vilje bremser hårdt op for at give dem en lærestreg.

Magnus Winther går på specialskole og kører med selskabet, hvor den voldsomme chauffør er ansat.
Magnus Winther går på specialskole og kører med selskabet, hvor den voldsomme chauffør er ansat. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Ifølge Magnus skete det så sent som mandag, hvor det gik udover et af de andre børn i bussen. 

- Han faldt og begyndte at græde, fordi han slog sig, og så sagde han (buschaufføren, red.), at han skulle sætte sig ned og tie stille, siger Magnus Winther. 

Forældre er utrygge 

Nymand Busser står for kørsel af elever både på Lolland og Falster. Episoden i videoen fandt sted på vej til specialtilbuddet på Nørre Vedby Skole på Falster. 

Christina Due er mor til en dreng, der ofte kører med på ruten, som den voldsomme buschauffør indtil nu har kørt.
Christina Due er mor til en dreng, der ofte kører med på ruten, som den voldsomme buschauffør indtil nu har kørt. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

En bustur som Christina Dues søn ofte er med på.

- Jeg bliver enormt berørt, fordi det er ikke okay at behandle mennesker på den måde der. Og i særdeleshed slet ikke børn med udfordringer, som måske har rigtig svært ved at være i bussen, siger hun, efter hun har set videoen. 

På videoen kan man se situationen, hvor en taxa-buschauffør truer en elev, der har en autisme-diagnose.

TV2 ØST har været i dialog med flere forældre, der beretter om urolige og utrygge busture med busselskabet Nymand.

I en evalueringsrapport af specialskolerne i Lolland Kommune understreger en medarbejder, hvordan uro mellem elever i busserne giver store problemer for det pædagogiske personale:

- Der er udfordringer, når de sidder i bussen, for det er børn, der har brug for special pædagogik, og det er jo en almindelig chauffør. Og det kan give problemer. Det er vi meget udfordrede på. Det er jo konflikter, hvor den ene bliver slået, den anden bliver spyttet på, så det er virkelig slemt til tider, står der i rapporten. 

Busselskab tager afstand

Christina Dues søn var ikke selv med i bussen den dag, en elev blev truet. Men episoden gør indtryk.

- Det gør mig enormt utryg og helt ærligt, jeg har faktisk ikke lyst til at sætte mit barn i en bus, hvor det her sker, siger hun. 

Mandag eftermiddag har der været et møde med busselskabet Nymand, Guldborgsund Kommune og Nørre Vedby Skole på skolen. Mødet skulle handle om den her episode, hvor en buschauffør truede en elev.

Nymand Busser står for kørsel af elever - både på Lolland og Falster.
Nymand Busser står for kørsel af elever - både på Lolland og Falster. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Men TV2 ØST kan ikke fortælle, hvad der kom ud af mødet, for der er ikke nogen af parterne, der ønsker at stille op til interview.

Til gengæld har busselskabet Nymand sendt denne skriftlige udtalelse:

- Vi tager selvfølgelig dybt afstand for den opførsel chaufføren udviser. Det er noget, vi ser alvorligt på, og noget, vi skal sikre os ikke sker igen i fremtiden. Dertil har vi et godt samarbejde med kommunen og skolen, og det fortsætter vi med at have. Vi forstår forældrenes bekymring, men der er ikke nogen, der skal føle sig usikre ved at sende deres børn i skole med bussen, og det gør sig gældende på alle vores ruter.

Mor vil have pædagoger i bussen

Guldborg Kommune oplyser, at man tager sagen meget alvorligt, og at man fortsat har tillid til busselskabet, fordi parterne er enige om, at episoden ikke skal gentage sig. Kommunen ønsker dog ikke at stille op til et tv-interview om sagen.

Et møde og en tilkendegivelse om, at det ikke sker igen, er ifølge Christina Due ikke nok. Hun har en klar forhåbning til den fremtidige bustransport.

- Send noget fagpersonale med i bussen. De kan håndtere de her udfordringer, der eventuelt vil komme, eller som man ved opstår, når der sidder børn med specielle behov, siger hun.

Læs også
Er du dum eller hvad? Skolebuschauffør truer og råber af elever med autisme
Læs også
Er du dum eller hvad? Skolebuschauffør truer og råber af elever med autisme

TV2 ØST har også spurgt Lolland Kommune, hvad de mener om sagen. Her ønsker man heller ikke at udtale sig. 

Børne- og Skoledirektøren oplyser dog, at der har været mindst én episode, hvor der har været en uhensigtsmæssig adfærd fra en buschauffør. 


Nyhedsoverblik