Flyt i familiepleje eller få dit barn tvangsfjernet

14-årige Angelica Larsen er nybagt mor. Hun vil gerne blive boende hos sin egen mor, men Lolland Kommune vil have hende i familiepleje eller tvangsfjerne barnet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

14-årige Angelica Larsen blev mor til en dreng 24. januar. På et møde en uge efter fik hun et ultimatum fra Lolland Kommune. Enten skal den 14-årige pige fjernes fra sin egen mor og i plejefamilie med barnet, ellers risikerer hun, at spædbarnet bliver tvangsfjernet. Det fremgår af et referat fra mødet.

- Jeg har det ikke godt med at komme i plejefamilie. Jeg synes, det ville være bedre for både babyen og jeg, hvis vi kom hjem i trygge omgivelser, hvor jeg er sikker, siger Angelica Larsen.

Tør ikke andet

Angelica Larsens mor har fast job som omsorgsmedhjælper og har 3 andre velfungerende børn, som blandt andet går på universitetet. Hun vil gerne hjælpe sin datter med det nyfødte barn, men hun føler, at Lolland Kommune tvinger hende til at skrive under på, at datteren skal i familiepleje.

- Vi har ikke andre muligheder end at skrive under, så det gør jeg. Jeg tør ikke tage chancen og tage hende hjem, hvis de tvangsfjerner barnet. Det er ikke sundt for nogen af dem, siger Rikke Larsen, som er mor til Angelica.

Mor og datter ønsker en løsning, hvor Angelica Larsen bor hos sin mor og får støtte af hende og af konsulenter fra kommunen. Kommunen har tidligere nævnt det som en mulighed.

Hans Erik Lund Rasmussen er direktør i Lolland Kommune. Han vil ikke udtale sig konkret om Angelica Larsens sag.

- Men hvis støtten, der kan gives i eget hjem, ikke er omfattende nok. Hvis der er brug for en indsats hele døgnet. Så er det ikke muligt med støtte i eget hjem, siger han.

Skal møde plejeforældre

Angelica Larsen vil helst bo hos sin mor, men i morgen skal hun møde sine plejeforældre, og Rikke Larsen skal skrive under på, at hendes 14-årige datter skal i familiepleje.

- Jeg vil bo hos min mor, men jeg ved, at det er bedst for mit barn, så han ikke bliver tvangsfjernet. Og jeg vil gøre det, der er bedst for mit barn, siger Angelica Larsen.


Nyhedsoverblik