Torsdag aften blev der afgivet flere skud mod en etageejendom på Kongeleddet i Rødbyhavn.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse fredag middag.
Ingen personer blev ramt af skuddene.
Politiet fik anmeldelsen klokken 22.27 fra flere beboere i Kongeleddet og har natten igennem foretaget undersøgelser og afhøringer på stedet. Efterforskningen fortsætter fredag.
Politiet ved fredag middag ikke, hvad motivet var, eller hvem skuddene var rettet imod.
- Vi arbejder på at få kortlagt, hvad der ligger til grund for at skyde der. Det er på ingen måde acceptabelt, og det er afgørende for alles tryghed, at vi finder frem til, hvem der har gjort det, siger politiinspektør Kim Kliver til TV2 ØST.
Han oplyser videre, at skuddene ramte vinduer i flere lejligheder, hvor der var personer til stede.
Artiklen fortsætter under billedet.
Person set køre væk i bil
I forbindelse med politiets efterforskning leder man efter en person, der er set køre væk fra stedet i en mindre sort bil. Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, i hvilken retning bilen forsvandt hen.
Kim Kliver appellerer til, at borgere, der har oplysninger i sagen, kontakter politiet.
- Det er min opfattelse, at der må være nogle, der er bekendt med, hvad der ligger til grund for det her. Så jeg synes, det vil være et rigtig fornuftigt træk at ringe til politiet, siger han.
Udover politiets efterforskere og teknikere vil lokalpolitiet være til stede i området omkring Kongeleddet med tryghedsskabende patruljer.
Borgere med oplysninger i sagen kan ringe på telefonnummeret 1-1-4.