Flere biler udsat for graffitihærværk

Natten til onsdag blev et antal biler i Nakskov oversprøjtet med hvid maling. Politiet efterlyser nu vidner i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag morgen vågnede borgere i Nakskov op til en ubehagelig overraskelse, efter at ukendte gerningsmænd i løbet af natten havde sprayet hvid graffitimaling på beboernes biler.

Hærværket, der foregik i tidsrummet mellem tirsdag aften klokken 23.00 og onsdag morgen klokken 7.00, er gået ud over 3 biler og er sket på henholdsvis Helgenæsvej, Nørrevænget og Tinghusvej.

Det oplyser lokalpolitiet i Nakskov til TV2 ØST.

Ring 1-1-4

Politiet ved ikke, hvem der står bag, og de satser derfor på, at vidneobservationer kan bidrage til efterforskningen.

- Vi har ikke rigtig noget at gå efter, så vi håber selvfølgelig, at nogen kan have set eller hørt noget, siger vicepolitikommissær Bo Von Würden fra lokalpolitiet i Nakskov.

Har du oplysninger i sagen, bedes du ringe til politiet på telefonnummer 1-1-4.               


Nyhedsoverblik