Feriehjælp sætter ny rekord - 800 børn og voksne får gratis efterårsferie

Rekordmange ansøgere til feriehjælp har fået Dansk Folkehjælp til at tage efterårsferien i brug, hvor man i år har sendt 800 på ferie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uge 42 rimer for mange familier på efterårsferie. Men det er ikke alle, for hvem det er forundt at gøre så meget ud af det – fordi de ikke har råd.

Derfor har Dansk Folkehjælp som noget nyt i disse dage sendt 800 børn og voksne på efterårsferie.

quote Det betyder meget, at jeg har mulighed for at give børnene nogle gode minder med i bagagen

Alice Petersen, Hou

Blandt dem er familien Petersen fra Hou i Nordjylland. De har fået en uges gratis ferie i Lalandia på Lolland.

Det har stor betydning, når man som Alice Petersen er på kontanthjælp.

- Det betyder meget, at jeg har mulighed for at give børnene nogle gode minder med i bagagen, som jeg ellers ikke havde mulighed for at give dem på samme måde – og jeg kan slappe bedre af i den uge, fordi tingene er ordnet på forhånd, fortæller hun og tilføjer:

- Der er så mange bekymringer tit.

Rekord på trist baggrund

For at modtage feriehjælp skal man være enlig forsørger på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år.

Dansk Folkehjælp plejer kun at give hjælp til sommerferien, men rekordmange ansøgere har gjort, at de også har taget efterårsferien i brug.

Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp, har aldrig haft så mange afsted på ferieophold, som i år, hvor man nu også har taget efterårsferien i brug.
Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp, har aldrig haft så mange afsted på ferieophold, som i år, hvor man nu også har taget efterårsferien i brug. Foto: TV2 ØST

- I denne uge sender vi 800 personer afsted på et ugelangt, gratis ferieophold, og i sommer havde vi godt 4.000 personer afsted, så samlet set er vi på 4.800. Det er rekord for os, men på baggrund af en kedelig tendens, hvor vi også får rekordmange henvendelser, siger Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp.

Op til sommerferien havde Dansk Folkehjælp modtaget 5.765 ansøgninger om feriehjælp - en stigning på 50 procent fra året før.


Nyhedsoverblik