Forventningerne er høje i Rødbyhavn. Både indbyggere og ejendomsmæglere forventer at opførslen af den nye Femern-forbindelse vil få huspriserne til at stige.
Forbindelsen over Femern Bælt bliver enten det hidtil største broprojekt i Europa eller verdens længste tunnel. Et byggeri, man forventer vil kræve 5.000-10.000 stillinger. Mange vil blive indkvarteret i såkaldte Femern Bælt Camps.
Men hos ejendomsmægleren EDC Kok og Mandrup, der ligger i Rødbyhavn, regner man med, at mange vil vælge at bo i eget hus i stedet. Og man forventer derfor at huspriserne vil stige inden for de næste 2-3 år.
- Forventningerne er selvfølgelig store. Lige nu er der 5000 indbyggere i Rødby og i Rødbyhavn, og vi forventer at der skal arbejde 5-8000 arbejdere på broprojektet når vi er i fuld gang, siger Frank Lynge, ejendomsmægler hos EDC Kok og Mandrup i Rødbyhavn.
Ejendomsmægleren har allerede solgt to bygninger med tilknytning til projektet og flere er undervejs.