Femern Bælt-forbindelse får ny direktør

Selskabet bag den kommende Femern Bælt-forbindelse, Femern A/S, har fået ny topchef. Den afgående direktør er blevet ansat i søsterselskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Henrik Vincentsen er navnet på Femern A/S’ nye direktør. Han overtager fra Claus Baunkjær, som har siddet på posten siden 2012.

Det har ikke været muligt for TV2 ØST at få en kommentar fra Femern A/S, men på Henrik Vincentsen LinkedIn skriver han:

- Kalenderen siger i dag 1. august, og det er for mig ensbetydende med jobskifte. Efter knap 2 år med forundersøgelse for en mulig Kattegatforbindelse tiltræder jeg som administrerende direktør i Femern A/S, til det tilføjer han i LinkedIn opslaget:

- Det bliver fantastisk spændende og udfordrende at være med til at anlægge verdens længste sænketunnel, og jeg glæder mig meget til at blive en del af Femernholdet.

Kommer fra Kattegatforbindelsen

Den nye direktør kommer ifølge sin LinkedIn-profil fra et job som anlægsteknisk chef hos Sund & Bælt Holding A/S med tilknytning til Kattegatforbindelsen.

Ifølge en selskabsmeddelelse fra Sund & Bælt, der er moderselskab for både Femern A/S og A/S Øresund, er skiftet sket, da den tidligere direktør Claus Baunkjær har fået et nyt job i netop søsterselskabet A/S Øresund.