Fejø Skole kommer på nye hænder - ministerium giver den nødvendige dispensation

Skolen på Fejø er nu et skridt nærmere at kunne få offentligt tilskud igen, efter Undervisningsministeriet har givet den nødvendige dispensation.

1. april var der stor glæde i øsamfundet Fejø, da man kunne fortælle, at man havde fundet en løsning, så øens skole kunne fortsætte. 

Den 28. januar 2022 lukkede skolen, fordi den hidtidige samarbejdspartner Horslunde Realskole afbrød samarbejdet. Ifølge Horslunde Realskole hang samarbejdet ikke sammen for dem rent økonomisk. 

Dermed stod Fejø uden et tilbud til børnene i skolealderen.

Men så kom privatskolen Stenoskolen i Nakskov på banen med en løsning, hvor Fejø Skole bliver en satellit under Stenoskolen fra det kommende skoleår. 

Eneste sten i skoen var en manglende godkendelse og dermed adgangen til et tilskud fra Undervisningsministeriet. 

Kunne ikke overholde frist

Den er Stenoskolen nu et skridt tættere på at få, viser et brev fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil (S) til Sammenslutningen af danske småøer.

Ifølge reglerne skal en privatskole som Stenoskolen anmelde en satellitafdeling et år før skolestart, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre i dette tilfælde, da Horslunde Realskole afbrød samarbejdet i januar. 

Stenoskolen søgte om dispensation til at få lov til at starte op efter sommerferien i år med opbakning fra Fejøforeningen, som pressede på politisk.

- Men vi kunne ikke gøre det hurtigere, end vi har gjort, for vi fik først foretræde for Udvalget for landdistrikter og øer den 27. april, hvor Udvalget for børn og undervisning også var til stede, og her fremlagde vi vores ønske for Fejø Skole, fortæller Anne Grethe Laursen, der er formand for Fejøforeningen. 

Har fået dispensation

Siden da har Stenoskolen og Fejøforeningen ventet på, at der skulle komme svar fra ministeriet. Det kom så tirsdag aften. 

quote Skolen er simpelthen altafgørende for, at vi er et helårssamfund, som vi er i dag

Anne Grethe Laursen

Her skriver undervisningsministeren i et brev til Sammenslutningen af danske småøer, at Stenoskolen alligevel ikke er omfattet af den almindeligt gældende ansøgningsfrist. 

- Børne- og Undervisningsministeriet har foretaget en fornyet vurdering af, hvorvidt Stenoskolen i Nakskov kan søge om at få godkendt skoletilbuddet på Fejø som en afdeling af skolen med start pr. 1. august 2022 og dermed ikke være omfattet af ansøgningsfristen den 15. august året forud for skoleårets start. 

- På baggrund af den fornyede vurdering kan jeg meddele, at Stenoskolen ikke er omfattet den nævnte ansøgningsfrist. Stenoskolen kan derfor fremsende sin ansøgning om godkendelse af skoletilbuddet på Fejø som en afdeling af skolen til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som herefter vil behandle ansøgningen, skriver Pernille Rosenkrantz Theil. 

Altafgørende for øen

Siden den 1. februar har forældrene på Fejø selv sørget for at lave et midlertidigt skoletilbud til øens børn, og en lærer har været fast tilknyttet. 

Planen har dog hele tiden været at få et mere permanent tilbud stablet på benene igen. 

Det ser nu ud til at lykkes til stor glæde for Fejøforeningen. 

- Det er godt, og det er det, vi har håbet og troet på. Selvom det har set sort ud undervejs, så er vi blevet ved, fordi vi synes, det, vi beder om, kun er rimeligt, siger Anne Grethe Laursen. 

Hun understreger vigtigheden af fortsat at have en skole på Fejø.

- Skolen er simpelthen altafgørende for, at vi er et helårssamfund, som vi er i dag. De børnefamilier, der bor her, ville ikke være her, hvis de skulle sende deres små børn over på den anden side hver dag, siger Anne Grethe Laursen. 

Der er lige nu ni børn på Fejø Skole, og minimum fem børn er klar til at starte i 2023.