Fattige kommuner anbringer færre børn

Færre udsatte børn og unge i landets fattige kommuner kommer væk fra deres barndomshjem og bliver anbragt i familiepleje eller på institution. Det viser nye tal fra Ankestyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samlet set har landets kommuner skåret antallet af anbringelser ned med en femtedel i 2009 i forhold til året før.

Listen toppes ikke overraskende af store kommuner som København, Aalborg og Århus, men lige efter kommer en stribe af landets fattige kommuner.

De har enten fået hjælp fra regeringens pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner eller meldt sig blandt de kommuner, som er nødt til at sætte skatten op for at få budgettet til at hænge sammen.

Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, frygter, at de økonomisk pressede kommuner fokuserer på at spare penge frem for at tænke på børnenes situation.

Blandt de fattige kommuner på listen er Lolland, der fra 2008 til 2009 har skåret antallet af anbringelser ned fra 88 til 51. Dermed ligger kommunen trods sin størrelse nummer fire på listen over kommuner, som skærer mest ned på anbringelser.

Det store fald skyldes dog ikke, at Lolland Kommune sætter økonomien over børnene, siger Linda Sommer (K), der er formand for kommunens børne- og ungeudvalg.

- Vi har sat mange ressourcer ind på forebyggelse og tidlig indsats over for børnefamilierne, og det tror jeg, er en forklaring på faldet, siger Linda Sommer og tilføjer:

- Vi har brugt mange flere penge på området, end vi havde regnet med, så det er bestemt ikke, fordi vi sparer. Vi har en lov, som vi skal overholde, og det agerer vi ud fra, siger Linda Sommer.

Socialminister Benedikte Kiær (K) vil nu bede om en forklaring fra de 10 kommuner, der har oplevet det største fald i antallet af anbringelser.

/ritzau/


Nyhedsoverblik