Der arbejdes på højtryk på at få både færge og færgeleje klar til 2024, hvor Scandlines nye el-færge efter planen skal begynde sin rutefart mellem Rødbyhavn og Puttgarden.
Scandlines skriver i en pressemeddelelse, at færgen vil blive søsat i Cemre i Tyrkiet i slutningen af 2023, og at skibet herefter vil ligge ved en udrustningskaj, hvor det resterende arbejde vil blive udført.
Den nye færge koster omkring 600 millioner kroner inklusiv den tilhørende ombygning af havneanlægget i Rødbyhavn. Og det sker selvom byggeriet af den nye faste Femernforbindelse er i fuld gang.
- Det er et meget kraftigt signal om, at vi mener det, når vi siger, vi sejler videre – også efter en fast forbindelse på Femern Bælt måtte åbne. Og det er vores investorer også overbeviste om, har Scandlines kommunikationschef, Anette Ustrup Svendsen, tidligere sagt til TV2 ØST.