Fællesspisning skal bekæmpe ensomhed og øge sammenholdet i Rødby

Bageren & Thereses Køkken i Rødby kan med en donation fra TrygFonden nu invitere borgere fra lokalområdet til fællesspisning i det kommende år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange kæmper mod ensomhed, og det går ud over livskvaliteten at mangle et socialt netværk. Derfor fik Therese Christiansen fra Bageren & Thereses Køkken en god idé.

Fællesspisning i bagerens lokaler skal skabe et socialt fællesskab og øge livsglæde. Det er nu blevet til virkelighed med 290.000 kroner fra TrygFonden.

quote Vi har kontakt til mange kunder hver dag, og jeg fornemmer, at der er flere, som godt kunne bruge selskab og mulighed for at møde andre mennesker

Therese Christiansen, indehaver af Bageren og Thereses Køkken i Rødby

- Vi har kontakt til mange kunder hver dag, og jeg fornemmer, at der er flere, som godt kunne bruge selskab og mulighed for at møde andre mennesker. Derfor vil vi nu servere et godt måltid til fællesspisning, hvor der samtidig er mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende, fortæller Therese Christiansen, indehaver af Bageren og Thereses Køkken i Rødby.

Det vil være Therese selv og hendes syv ansatte, der står for tilberedningen af maden og serveringen til fællesspisningen, som holdes i virksomhedens egne lokaler på Østergade 2.

Kom med til første fællesspisning

Fællesspisning og overrækkelse af donation onsdag den 20. februar kl. 12.00 hos Thereses Køkken i Rødby.

  • Bageren & Thereses Køkken får overrakt TrygFondens donation officielt i forbindelse med den første fællesspisning onsdag den 20. februar kl. 12.00 hos Thereses Køkken på Østergade 2 i Rødby.
     
  • Alle, der har lyst til at være med i fællesspisningen, er velkomne. Man kan tilmelde sig via tlf. 54 60 24 20

Fællesspisning hos Therese handler om at give en plads i et fællesskab

TrygFondens regionale råd i Region Sjælland står bag donationen, der er givet som led i TrygFondens samlede arbejde for at øge trivslen i Danmark og give alle en mulighed for en plads i fællesskabet.

- I TrygFonden arbejder vi for at skabe bedre trivsel og give alle mulighed for at deltage aktivt og indgå i nogle positive fællesskaber. Trivsel og livsglæde har betydning for vores tryghed, og tryghed er en forudsætning for et godt liv. Fællesspisning hos Therese handler netop om at give en gruppe mennesker en plads i et fællesskab, så det er vi i TrygFonden glade for at støtte, siger Jørn Rise Andersen, der er repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Sjælland.

Den 20. februar afholdes den første fællesspisning i bagerens lokaler, hvor det forventes, at 40-45 lokale borgere deltager.


Nyhedsoverblik