Faderhuset nedlægger sig selv

Den kontroversielle frimenighed Faderhuset har besluttet at sige stop. Frimenigheden nedlægger sig selv efter mange års "hadekampagne"-oplyser de.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Længere tids massivt pres i offentligheden og et overraskende dårligt resultat for menighedens liste ved kommunalvalget i sidste uge er tilsyneladende blevet nok for frimenigheden Faderhuset.

Faderhuset, der for alvor blev landskendte, da de opkøbte og nedrev ungdomshuset på Jagtvej i København, nedlægger sig selv efter 12 år, skriver trossamfundet i en pressemeddelelse.

Kommunalvalg blev dråben

Ifølge meddelelsen skyldes det den ’intensive, racistiske hadekampagne, som er sat i værk i forbindelse med, at Ruth Evensen stillede op med lokallisten Det Frie Lolland til kommunalvalget sammen med 9 andre kandidater, alle tilhørende menigheden Faderhuset’.

- Menigheden Faderhuset lever i fredelig sameksistens med omgivelserne og er vellidt af mange. Hadekampagnen truer nu med at ødelægge denne fredelige relation mellem frie mennesker, skriver Faderhuset i en pressemeddelelse.

- For at opnå fred og for bedre at beskytte menighedens medlemmer mod overgreb er det nu besluttet at nedlægge Faderhuset, hvorefter alle menighedsaktiviteter afsluttes, lyder det.

Det gælder også gudstjenesterne, der hidtil er blevet afholdt i festsalen på Bandholm Hotel.

Ramt af 'racistisk kampagne'

Faderhuset mener, at de er udsat for en hadekampagne i de lokale medier, på Facebook og af en præst. De kalder lukningen for "en skammens dag for demokratiet".

- Det er således blevet konstateret, at diskrimination og strukturel racisme får lov til at udspille sig for åbent tæppe i Danmark med god opbakning fra samfundets etablerede meningsdannere. Vi synes, det er meget uhyggeligt, skriver Faderhuset.

Ruth Evensen blev landskendt i forbindelse med balladen om Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Menigheden Faderhuset overtog huset i 2001. I 2007 blev huset ryddet af politiet, og efterfølgende blev det revet ned.

Året efter kom Ruth Evensen endnu engang i fokus, da hun blev anmeldt til politiet for at have dækket over misbrug af et barn.

Politiet nåede dog frem til, at der ikke var noget at komme efter i forhold til Ruth Evensen, og der blev ikke rejst sigtelse mod hende.

Hun var igen i 2010 en tur i mediemøllen, da hendes datter Sophia udgav en kontroversiel bog, som rettede flere beskyldninger mod moderen.

Politisk projekt

Ruth Evensen har tidligere også forsøgt at markere sig politisk. Det skete i forbindelse med folketingsvalgene i 2007 og 2011 i regi af Frihedspartiet. Partiets hovedformål var modstand mod abort.

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra Ruth Evensen selv til beslutningen om at nedlægge menigheden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik