¨

Eksperter tror ikke på Faderhus-lukning

Foto: TV ØST

Eksperter tror kun at Faderhusets navn forsvinder. Bevægelsen vil leve videre - og den har det godt, vurderer de.

Selvom Faderhuset i går bebudede sin egen lukning, er det sidste kapitel ikke skrevet i fortællingen om den mest omdiskuterede danske frikirke i nyere tid.

Sådan lyder konklusionen fra en række forskere og iagttagere i Kristeligt Dagblad, efter at frontfigur Ruth Evensen og hendes menighed i går besluttede at "nedlægge" Faderhuset efter 23 år.

Det sker som følge af "den seneste tids intensive, racistiske hadekampagne, som er sat i værk i forbindelse med, at Ruth Evensen stillede op til kommunalvalget på Lolland", oplyser frikirken.

Forklaringen er usandsynlig

Men uanset forklaring lyder beslutningen helt usandsynlig, mener religionsforsker Ib Sørensen, der har skrevet ph.d.-afhandling om Faderhuset. 

- De har altid været meget bevidste om, at de har et særligt kald fra Gud til at gøre noget specielt. Der skal være sket noget meget voldsomt, hvis den tanke er gledet ud af bevidstheden, siger han og fortsætter:

- Hvis man opløser strukturen i Faderhuset, vil folkene blive ved med at holde sammen, og der vil helt sikkert komme noget andet.

Samme vurdering lyder fra religionssociolog ved Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen.

- Min første tanke var, at de finder sammen igen i ny form. Ved at lukke Faderhuset kan Evensen få skabt ro omkring medlemmerne i en periode, og så starter de langsomt op igen, siger han. 

Landskendt efter ungdomshus-ballade

Faderhuset blev landskendt efter i 2001 at have købt Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. En lang retssag fulgte om, hvorvidt Faderhuset havde ret til at smide husets brugere på gaden. Frikirken vandt sagen, og i 2007 blev Ungdomshuset under voldsomme gadekampe revet ned. Siden flyttede Faderhuset til Bandholm på Lolland, hvor det ifølge flere blev en meget lukket forsamling.
FrikirkeNet, en sammenslutning af frikirker, betegner Faderhuset som "en usund kirke præget af åndelig manipulation og diktatorisk ledelsesstil." FrikirkeNets talsmand, pinsekirkepræst Tonny Jacobsen, tror heller ikke, frikirken lukker.

- Jeg tror bare, det her er et forsøg på at slippe af med navnet, siger han.

Klarer sig godt

Faderhuset er desuden i fuldt vigør på Lolland trods den bebudede lukning. Det påpeger redaktør på Lolland-Falster Folketidende Torsten Elsvor, som kritiserede Ruth Evensen og hendes parti Det Frie Lolland under kommunalvalget.  

- Faderhuset står jo for driften af Bandholm Hotel, og det har de gjort bragende dygtigt. Ret skal være ret, siger han.

Faderhuset har truffet så mange mærkelige valg, at kirken ikke kan sammenlignes med nogen lignende bevægelse. Det konkluderer Marie Vejrup Nielsen, religionsforsker og leder af Center for SamtidsReligion ved Aarhus Universitet.

- Alene det at skabe så meget opmærksomhed omkring sin egen lukning vidner om en trang til offentlighed, som er helt speciel. Det er overhovedet heller ikke typisk, at frikirker går ind i politik. De er meget skæve og meget svære at forklare ud fra andet end, at de er styret af en karismatisk leder, siger Marie Vejrup Nielsen og tilføjer, at fortællingen om Faderhuset "kun bliver mærkeligere af, at de lige har fået godkendelse som trossamfund".

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App