Eksperter dømmer Risø ude til atomaffald

Ifølge eksperter er Risø blandt de mindst egnede områder til atomdepot. Lolland Kommune er derfor stadig i spil som slutdepot for atomaffaldet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sundhedsminister Astrid Krag strammer skruen over for partier: De skal vedstå egne beslutninger om atomdepot.

Risø-halvøen nord for Roskilde er blandt de allerdårligste ud af 22 undersøgte placeringer til det radioaktive affald fra det tidligere Forsøgscenter Risø. Det konkluderer et nyt notat fra eksperterne i Geus, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har derfor netop skrevet til de politiske partiers gruppeformænd på Christiansborg for at få bekræftet, at partierne står ved det mandat, de gav i 2011 til at finde den bedste placering til slutdepotet.

 

Kun seks egnede steder tilbage
De oprindelige 22 mulige placeringer, hvoraf Risø var én, er siden kogt ned til seks egnede steder - og i den proces er Risø røget ud som mulig placering. Derefter har miljøordførere og folketingsmedlemmer fra adskillige partier i sommer rejst alvorlig tvivl om den udvælgelsesproces, de selv har vedtaget.

De ønsker i stedet, at affaldet skal blive på Risø, da ingen af de fem tilbageværende kommuner, der er i spil som modtagere af de 5000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald, vil have det. Det er Bornholm, Lolland, Kerteminde, Struer og Skive kommuner.

- Det er efter min opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at der er vedvarende usikkerhed om det mandat, den tværministerielle gruppe om depotet arbejder på, skriver Astrid Krag nu til partierne.

Hun beder partierne bekræfte senest den 25. oktober, at de står bag deres egen beslutning. Hvis de ikke har ændret holdning, fortsætter de sagkyndige med at indsnævre feltet fra seks mulige placeringer til to eller tre.

Inden årets udgang er det så meningen, at Folketinget skal godkende den endelige placering.

Ifølge notatet fra Geus er Risø "blandt de mindst egnede" områder til slutdepot. "Risø-området er derfor heller ikke blandt de udpegede 6 bedste egnede lokaliteter", konkluderer Geus.

/ritzau/


Nyhedsoverblik