Efterlyst dreng befriet efter flere timers politiaktion

Forældre fra Lolland barrikaderede sig med søn i adskillige timer, inden politiet brød ind i lejlighed i København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I næsten et døgn forsøgte Københavns Politi at overtale et forældrepar til at komme ud af deres lejlighed på Amager med deres niårige dreng.


Men omkring klokken 4 natten til lørdag opgav politiet forhandlingerne med forældrene og skaffede sig i stedet adgang til lejligheden.


- Vi har sikret os drengen. Han er i god behold og er afleveret til de sociale myndigheder. Faren og moren er anholdt, siger Henrik Møller Jakobsen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til Ritzau.


- Forhandlingerne skred ikke frem i en retning, der var positiv, så derfor var det vores vurdering, at hvis vi trak det længere ud, ville det påvirke barnet endnu mere, tilføjer han.


Forældrene havde barrikaderet sig med deres søn, som har været efterlyst i 15 måneder, i et værelse i lejligheden.


I juni sidste år besluttede Lolland Kommune, at drengen Magnus skulle fjernes fra forældrene og anbringes hos en plejefamilie. Det fik forældrene til at gå under jorden med deres søn.


Torsdag aften optrådte faren og drengen i TV-Avisen på DR 1, hvor man blandt andet så, hvordan faren forsøgte at undervise sin søn.


Tv-indslaget betød, at politiet fandt frem til familien i en lejlighed på Amager, og ved 11-tiden fredag formiddag blev et par civile betjente sendt ud for at hente Magnus hos hans forældre.


Men da forældrene ikke var villige til at udlevere sønnen, begyndte en større politiaktion. Politiet havde både et forhandlingshold, adskillige patruljevogne samt ambulancer ved lejligheden.


Forældrene skal nu fremstilles i grundlovsforhør.


 /ritzau/


Nyhedsoverblik